Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 4
4 1997 cZuiÆ/ffat /éfø/tøa&S’gg JULETILLÆG Salmesang i natten En julehilsen fra Louise og Otto Sandgreen Atuagagdliutit/Crøn- landspostens gamle ven og nuværende boganmel- der, Otto Sandgreen, og hans hustru Louise har sendt os denne julehilsen. Det er en smuk beret- ning fra hans første jul som præst. Den holdt han i Uummannaq (Thu- le), hvor han tog på en tjenesterejse ud i den kulsorte polarnat for at prædike over en tekst fra juleevangeliet. Redak- tionen har bestemt, at denne beretning står sig godt som dette julehæf- tes juletale. Nu nærmer vi os den dejlige juletid, hvor vi igen skal høj- tideligholde Vor Frelsers Jesu Kristi fødsel og igen at høre den korte, men meget indholdsrige meddelelse fra Lukas’ evangelium, hvor der blandt andet står: »Eder er i dag en frelser født... Og i det samme var der med engelen en mangfoldig him- melsk hærskare, som lov- priste Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag. Den nedenfor beskrevne begivenhed skete nogen tid efter jul, men indholdet er en slags ekko fra den gamle begivenhed, fordi den for- tæller om mennesker, der har lært »at synge salmer i natten«, og som kan synge dem i den mørkeste tid i menneskelivet. Men den be- givenhed, til hvilken jeg selv var øjenvidne, bliver jeg nødt til at forsyne med det- te måske ret lange forord: Forord I 1937 kom jeg til Danmark efter 21 døgns sejlads fra Godhavn til København. Et sted på rejsen var vi så sø- syge, at der øverst på ønskesedlen stod: at dø. I Danmark skulle jeg forbed- re mine evner som børne- skolelærer ved at gå til hån- de i en landsbyskole. Men så fik jeg brev fra vores over- ordnede, lektor Schultz Lo- rentzen, som spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive ordineret til præst. Da jeg tre år tidligere var blevet færdig som kateket, havde jeg ganske vist virket som prædikant, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle arbejde som præst. Min plejefar anbefa- lede mig imidlertid kaldet og mente, at jeg kunne kla- re det, så jeg tog imod til- buddet og kom i 1938 til Thule (Uummannaq). Jeg opdagede snart, her i min pure ungdom, at det egentlig var rart at beklæde en overordnet stilling, hvor man kunne tage beslutnin- ger »efter ens eget hoved«. Da jeg kom godt i gang med arbejdet, blev jeg klar over, at jeg skulle være både præst, lærer, organist og af og til præstegårdskarl og stik-i-rend-dreng, og jeg forstod, at dette virkelig var en storslået stilling - og altså ikke blot, fordi præ- stegældet var stort. Der var op til 400 kilometer fra det sydligste til det nordligste i lige luftlinie. Som tiden gik, blev jeg mere og mere ind- taget af stillingen, og jeg bestemte mig for at udfylde den til fulde, som det kræ- vedes. Det faldt mig den- gang ikke ind, at jeg var meget ung og uerfaren. Jeg havde tillid til mit ungdom- melige mod. Jeg havde heller ikke nogen »ved siden af mig«, sådan forstået, at jeg ikke var gift. Da jeg rejste til Danmark, havde jeg en sød og kærlig (det troede jeg da) veninde, men da jeg kom tilbage og skulle helt op til det høje nord, var hun ikke mere »sød og kær- lig«... men det er en helt anden historie. Min første jul som præst var udmærket. Alt hvad der hørte julen til, var med. Så lidt efter nytår kom jeg pludselig i tanker om, at det jo ikke alene var byen, jeg skulle arbejde for. Der fandtes tillige to udsteder, et i Læsiden (de nordligst beliggende udsteder) og et i Vindsiden (de sydligste), og ved siden af dem var der nogle bopladser. Udsteder- ne havde uddannede kate- keter, men bopladserne havde ikke engang læsere. Beboerne på disse steder kunne selvfølgelig selv hol- dejul eller søndag med sal- mesang og læsning af evan- geliet. Og senere erfarede jeg, at næsten alle holdt jul på denne måde. Beretningen Glad og opstemt kontakte- de jeg to slædekuske (den ene af dem havde deltaget i langvarige polarekspeditio- ner deroppe), og bad dem køre mig til de sydligst be- boede pladser. Jeg ville rej- se i midten af januar, fordi jeg tidligere havde erfaret, at isen havde lagt sig langt udefter, så man kunne køre langs kysten. De kiggede på mig en kort stund med for- bavsede øjne og sagde så endelig, at min rejselyst måske var kommet lidt for tidligt, for dagslyset varede kun kort på denne tid, kun et par timer om dagen. Men jeg stod fast på mit. Jeg vil- le udbrede julens evangeli- um, hvori der blandt andet står om »salmesang i nat- ten«. Så kuskene gav sig. Et par uger efter nytår holdt vi søndagsgudstjene- ste, og ligeså snart den var overstået kørte vi afsted. Jeg som passager på den ene slæde. Skidt med mør- ket. Månen var tiltagende, og kulden, minus 20-25 grader. Jeg havde masser af energi og ungdomsmod. Isen var fin at køre på indtil Kangaarsuk, Kap Atholl, et par timers kørsel fra byen, men lige efter, at vi havde rundet kap'et, mødte vi isskruninger. Dagslyset var allerede væk, gemt under horisonten. Det begyndte at blæse lige mod os fra sydøst, hvilket i de fleste tilfælde betyder mild- ning og deraf dårligt vejr. Hurtigt skabte skyer fyldt med sne dækkede stjerner- ne. Jeg måtte bruge begge arme og hænder for at hol- de på surringerne, så jeg ikke faldt af mellem skru- ningerne. En enkelte gang røg jeg dog af, og det gjor- de forfærdelig ondt. Hvad var det? begyndte jeg ikke at tænke på vores hus (jeg havde en af mine søskende med til Thule som husholderske). Vi blev ind- hyllet i det sorteste mørke. Vejret blev meget, meget dårligt. Gad vide, hvorhen vi kørte? ...Isen plejer at blive slået i stykker i sådan et vejr... Hvordan kunne mine slædekuske dog køre uden at kunne orientere sig? Bare vi kom ind til kysten et eller andet sted, landet er jo fast, et sikkert sted at opholde sig i det dårlige vejr. Efterhånden kunne jeg tydeligt mærke, med skam at melde, at mit ungdom- melige mod var begyndt at svinde noget. Selv begejst- ringen over at skulle prædi- ke over »salmesang i nat- ten« syntes at være noget kølnet... I det forfærdelige mørke og uvejr, hvor man intet som helst kunne se, begyndte jeg at længes efter voret hus, præsteboli- gen, hvor tekedlen stod parat på komfuret. Og i skabet min søsters lækre boller fyldt med rosiner... Jeg blev helt forskræk- ket, da min slædekusk gjor- de mig opmærksom på, at vi nu var stoppet. Jeg havde siddet med lukkede øjne og anstrengt mig så meget for ikke at falde af slæden, at jeg ikke engang lagde mær- ke til, at vi var standset op. Vi var på isfoden, altså et sikkert sted. Det var dejligt. Vejret var stadig frygteligt. Det var jo lige begyndt, og erfaringerne havde lært min to slædekørere, at det ple- jer at vare to-tre døgn, når en sådan mildning kommer. Bevar mig vel. Teltet var ubrugeligt under sådanne forhold, hvis vi ellers havde haft et så- dant med. Men mine førere kendte til forholdene og lokaliteterne. I løbet af nul komma fem havde de gra- vet en dyb og rummelig hule i en stor snedrive, hvor vi kunne være i læ. Stumper af stearinlys op- lyste hulen, mens vi spiste af den medbragte mad. Det hjalp kolossalt. Vi hørte ikke mere det meget dårlige vejr udenfor, og mine kuske begyndte med smil om munden at orientere mig om, at de ellers kunne have kørt videre, men at de stop- pede, fordi vi kom i nærhe- den af en producerende bræ. De ville ikke køre udenom den i netop det vejr, fordi der så normalt danner sig en revne udefter i forskellig bredde. Da opholdet på stedet blev langvarrigt, havde vi snart ikke mere kraftigt mad, for hundene fik også deres part. Jeg tror det var på trediedagen af opholdet i snehulen, og det var ikke mere rart for mig at være der. Jeg beholdt nemlig min rensdyrpels og bjørnekinds- bukser på. Det gjorde mine kørere vistnok ikke. Men så sagde en af dem, at han havde nogle æg med som proviant. Han hentede dem udefra, og det var rigtigt, edderfugleæg, som var blev samlet i juni måned, over- somret på ægsamlingsste- det og først hentet, da isen lagde sig. Hårdtfrosne æg, og på grund af det lange ophold uden konservering var det nærmest kulsorte af råddenskab. Mine kuske spiste dem, men jeg var altså ikke vant til dem. Langt om længe kørte vi så og så, at der alligevel ikke var nogen reven ved bræen, så vi kørte forbi den og kom til det første bebo- ede sted. De havde masser af mad, både grønlandsk og dansk, alt hvad hjertet kun- ne begære, og de til trods for, at folkene her skulle køre en hel dag for at kom- me til en butik. Der boede to familier, og den enes kone havde født et drengebarn et par dage før. Familien var selv sagt glad, men moderen var ikke rask, og hendes liv var i fare. Men det var hyggeligt, da vi holdt gudstøeneste, bar- net blev døbt, og da vi næsten kun sang juiesal- mer, syntes alle tilfredse. Da jeg blev stærkt påvirket af drengens fødsel, kom jeg lidt ind på begivenheden i julen og forklarede så godt som muligt betydningen af »at synge en salme i nat- ten«. De fik så sjældent besøg udefra, at de bad os blive noget længere hos dem, hvilket jeg udmærket for- stod, men det var desværre umuligt, og vi kørte videre, fordi der var flere bosteder, vi skulle se til. Før jeg tog afsted fra byen, havde jeg bestemt mig for at overnatte på hver beboede sted, vi kom til. Det viste sig, at alt andet var umuligt, fordi der var langt mellem de beboede steder. Efter at vejret endnu en- gang havde forsinket os, kunne vi endelig en dag sætte kursen hjemad. Efter- midagen var lige begyndt, og vi havde dejligt måne- skin. Vi var på vej til den boplads, hvor vi havde holdt barnedåb. Så sagde min slædekører, at han fandt månens stråler noget mystiske. Jeg havde Si/S Inissiaati(eqatipiijfi( I9(I-p %a(aa[(it Sjunaanni najupaqartut tamaasa juuUimi u(iortaassami(u pitduaqquai Si/S LBoGgseklqiBet 19(1 ønsfcer a((e i (jrøn(and (jtædefip jufsamt et Qodt 9(ytår Sti

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.