Atuagagdliutit - 18.12.1997, Blaðsíða 23

1997
23
)
t
*
tZwÆfffot /éZw/tøa&s’ap
JULETILLÆG
gerne ombord i anden
emballage, og næste mor-
gen troppede jeg op for at
hente kræet hos Robert.
Bortset fra sine små, brune
sko var han klædt på til at
finde Nordpolen.
Katten lod sig tvinge
mildt, og med kattegrus og
kattemad, kattebakke og
katten selv kom vi anstigen-
de til bageren, med en let
forståelig hørm omkring os.
Og med rundstykker, kryd-
rer og morgenjuice stoppet
godt op under armhulerne
og med katteremedierne i
begge hænder ankom jeg
den morgen til skibet.
Robert der ellers havde
været i hælene på mig, duk-
kede op en halv time senere
efter at havde skridtet hav-
nefronten af over til
Sømandshjemmet. Umid-
delbart efter var også pas-
sagererne ombord, der
iblandt et syv uger gammelt
barn med det forunderlige
navn, Miretoli Karnerina
Staudi.
Og i det rolige vand uden-
for byen satte jeg sejl som
sædvanligt, når der er den
mindste risiko for lidt vind
og dønning. Så får passa-
gererne og i dag i særdeles-
hed det lille barn, en beha-
gelig rejse.
Balladen begynder
Men her begik jeg den fejl,
der startede hele balladen,
for med sejlet oppe og vin-
den styrbord ind slår røgen
ned i ovnen. Derfor slukker
jeg den altid og lader moto-
rens kølevand opvarme
radiatorerne i kahytterne.
Jeg glemmer det sjældent,
men i dag havde sjældent
altså indfundet sig, og jeg
måtte trække på min
førstematros’ ekspertise
lidt længere end de to
minutter, det tog at sætte
sejl og smide servicet i
vasken. Turen havde jeg
sejlet hundrede gange ale-
ne, og det var ikke noget
problem.
Men! Med sejlet på dæk
og mig farende rundt og
lufte ud og roret lagt i hæn-
derne på Robert, der ikke
har noget kørekort,
begyndte øjeblikkets foru-
roligende særhed at gå op
for mig.
- Robert, du skal holde
lige på sundet!
- Hvaffor for et sund?
- Det der, det som jeg
viste dig, siger jeg til ham.
- Nå det der, siger han,
og jeg går tilbage og fanger
det blafrende sejl med for-
nyet energi. Og så midt i
arbejdet drejer det storslåe-
de grønlandske vinterland-
skab atter ind foran stæv-
nen.
Atter må jeg ind i styre-
huset, hvor Robert velfor-

Robert aquttarfimmi tingerlaatit taalutaralugit inississimavoq.
Robert havde placeret sig i den gale side, hvor sejlene hindrede udsynet.
beredt bemærker, at heller
ikke han mere kan se sun-
det ret forude.
Jeg fortæller ham, at det
er fordi han har drejet
roret, men jeg ånder lettet
op, fordi vi åbenbart er eni-
ge om præmisserne. Sku-
den rettes op, og jeg går
ned for at se, om den elen-
dige ovn da for pokker ikke
snart er gået ud, så jeg kan
få lukket dørene og beholde
lidt varme hos de stakkels
mennesker.
Det er den ikke.
Men osen er så tilpas
aftaget, at jeg lige når at
lukke dørene, inden jeg
atter må fare ud i styrehu-
set for at evaluere sidste
lektion sammen med
Robert. For at befordre en
fornuftig pædagogik tager
jeg henkastet roret og ret-
ter skibet op. Vi bliver enige
om at flytte til et vindue,
hvor udsynet ikke er
spærret af sejlet, og kom-
mer gennem strædet i god
behold. Med Hundeøerne
ret forude gælder det nu
om at få sejlet op i en fart,
så sejladsen skal blive for
ubehagelig.
Byen og det lune hjem har
ikke helt sluppet sit tag i
Robert, for midt i arbejdet
med sejlet må jeg endnu
engang ind for at korrigere
kursen 180 grader.
Kompasstyring
Men da man jo har set folk,
der i skolen var dårlige til
matematik, men som allige-
vel fik Nobel-prisen, fordi
de fik mulighed for at regne
på en computer, ja så for-
søgte jeg at sætte Robert
ind i kompassets enkle
funktion - naturligvis uden
at tage hans medfødte nys-
gerrighed og skabertrang
fra ham.
- Du skal styre 360 gra-
der, kan du se det? Og hvis
360 pludselig er herovre,
sådan her, kan du set det?
Så skal du dreje over til 360
sådan her. kan du se det?
Og når 360 igen er midt for
mærket, så retter du op,
sådan her. Og nu skal du
prøve! Ja... - vupti, ja, ja!
Det er rigtigt, ja sådan, og
så 360. Der er en lille pil
ved 360, ja...! - Det kan
være det er nemmere for
dig end at styre efter land-
kending...
Og jeg når at løsne alle
liner på dækket, og jeg
begynder at hale, indtil jeg
konstaterer, at vi har støt
kurs mod Ilulissat.
Jeg går tilbage til kom-
mandobroen, hvor Robert
med jernblikket ud af vin-
duet står urokkeligt som
fyrtårnet i Brest. Jeg gør
ham opmærksom på kur-
sændringen, hvortil han
enigt bemærker, at han
også godt kunne tænke sig
at vide, hvor den lille pil var
blevet af. - Men nu kan den
passe sig selv, sagde han
efter først at have trykket
næsen flad mod kompas-
glasset. Nu ville han ikke
spilde mere tid på at lede
efter den.
Jeg kunne godt se, at det
ville blive vanskeligt at få
Robert til at balancere ski-
bet op i vinden, så jeg kun-
ne få sejlet forbi bomdirke-
ne, og jeg bestemte mig for
at prøve en sidste gang med
landkending.
Den dødstruedes lykke
Men her kom skæbnen mig
heldigvis til undsætning ved
at sende skibet ud i to cir-
kelsejladser, hvor det i løbet
af de fire gange, vi havde
vinden på langs - to gange
for hver rundtur - lykkedes
mig at få sejlet op.
Med sjaskvåde sko kunne
jeg endelig gå ind og løfte
ansvaret fra Roberts skul-
dre. Men han var væk, i alt
fald ved første øjekast, ind-
til jeg fik øje på ham. Han lå
med rullende øjne og
rutschede frem og tilbage i
et hjørne af styrehuset,
frygteligt tilredt af søsyge.
Jeg tog ham i hånden og
førte ham over dækket, så
han kunne komme i sikker-
hed nedenunder. Hans
gangart var en blanding af
step og skøjteløb, og straks
efter, at han var bænket
lunt og godt med de andre,
rejste han sig og forlagde
han sit kvarter til toilettet.
Trods våde sokker efter
besværet med sejlene, og i
fuld overensstemmelse med
bagindisk tradition, der til-
lader en vis løssluppenhed
efter at man har set døden i
øjnene, følte jeg mig varm
og munter på resten af
overfarten. Søens folk er
taknemmelige, og eventyret
var først lige begyndt.
fortsættes næste side
.MMEsSEkommOBBI mj ymT*
JuuCti 1997
J(pmmumfSestyre[se sinnertugu Wqumut
qaangiuttumut qujatfunga Maniitsup
fcpmmuniani nunattafu sinnerani innuttaasut
tamaasa naffiuttorsiorfuarnissaanni^
(qssaattugit juutfimi ufqortaassamifu
uummammi/^pisumi/^piCCuaqquji^aarpa/^a.
Qanortoq-una ufqoq nutaaq tamatsinnut
atugarissaarfiupjtfi.
%itfi 9{eiCmann
‘Borgmester