Atuagagdliutit - 18.12.1997, Page 4

4
1997
cZuiÆ/ffat /éfø/tøa&S’gg
JULETILLÆG
Salmesang i natten
En julehilsen fra Louise og Otto Sandgreen
Atuagagdliutit/Crøn-
landspostens gamle ven
og nuværende boganmel-
der, Otto Sandgreen, og
hans hustru Louise har
sendt os denne julehilsen.
Det er en smuk beret-
ning fra hans første jul
som præst. Den holdt
han i Uummannaq (Thu-
le), hvor han tog på en
tjenesterejse ud i den
kulsorte polarnat for at
prædike over en tekst
fra juleevangeliet. Redak-
tionen har bestemt, at
denne beretning står sig
godt som dette julehæf-
tes juletale.
Nu nærmer vi os den dejlige
juletid, hvor vi igen skal høj-
tideligholde Vor Frelsers
Jesu Kristi fødsel og igen at
høre den korte, men meget
indholdsrige meddelelse fra
Lukas’ evangelium, hvor der
blandt andet står: »Eder er
i dag en frelser født... Og i
det samme var der med
engelen en mangfoldig him-
melsk hærskare, som lov-
priste Gud og sagde: Ȯre
være Gud i det højeste! og
fred på jorden i mennesker,
der har hans velbehag.
Den nedenfor beskrevne
begivenhed skete nogen tid
efter jul, men indholdet er
en slags ekko fra den gamle
begivenhed, fordi den for-
tæller om mennesker, der
har lært »at synge salmer i
natten«, og som kan synge
dem i den mørkeste tid i
menneskelivet. Men den be-
givenhed, til hvilken jeg selv
var øjenvidne, bliver jeg
nødt til at forsyne med det-
te måske ret lange forord:
Forord
I 1937 kom jeg til Danmark
efter 21 døgns sejlads fra
Godhavn til København. Et
sted på rejsen var vi så sø-
syge, at der øverst på
ønskesedlen stod: at dø. I
Danmark skulle jeg forbed-
re mine evner som børne-
skolelærer ved at gå til hån-
de i en landsbyskole. Men så
fik jeg brev fra vores over-
ordnede, lektor Schultz Lo-
rentzen, som spurgte, om
jeg ikke kunne tænke mig
at blive ordineret til præst.
Da jeg tre år tidligere var
blevet færdig som kateket,
havde jeg ganske vist virket
som prædikant, men jeg
havde ikke forestillet mig,
at jeg skulle arbejde som
præst. Min plejefar anbefa-
lede mig imidlertid kaldet
og mente, at jeg kunne kla-
re det, så jeg tog imod til-
buddet og kom i 1938 til
Thule (Uummannaq).
Jeg opdagede snart, her i
min pure ungdom, at det
egentlig var rart at beklæde
en overordnet stilling, hvor
man kunne tage beslutnin-
ger »efter ens eget hoved«.
Da jeg kom godt i gang med
arbejdet, blev jeg klar over,
at jeg skulle være både
præst, lærer, organist og af
og til præstegårdskarl og
stik-i-rend-dreng, og jeg
forstod, at dette virkelig
var en storslået stilling - og
altså ikke blot, fordi præ-
stegældet var stort. Der var
op til 400 kilometer fra det
sydligste til det nordligste i
lige luftlinie. Som tiden gik,
blev jeg mere og mere ind-
taget af stillingen, og jeg
bestemte mig for at udfylde
den til fulde, som det kræ-
vedes. Det faldt mig den-
gang ikke ind, at jeg var
meget ung og uerfaren. Jeg
havde tillid til mit ungdom-
melige mod.
Jeg havde heller ikke
nogen »ved siden af mig«,
sådan forstået, at jeg ikke
var gift. Da jeg rejste til
Danmark, havde jeg en sød
og kærlig (det troede jeg
da) veninde, men da jeg
kom tilbage og skulle helt
op til det høje nord, var hun
ikke mere »sød og kær-
lig«... men det er en helt
anden historie.
Min første jul som præst
var udmærket. Alt hvad der
hørte julen til, var med. Så
lidt efter nytår kom jeg
pludselig i tanker om, at det
jo ikke alene var byen, jeg
skulle arbejde for. Der
fandtes tillige to udsteder,
et i Læsiden (de nordligst
beliggende udsteder) og et i
Vindsiden (de sydligste), og
ved siden af dem var der
nogle bopladser. Udsteder-
ne havde uddannede kate-
keter, men bopladserne
havde ikke engang læsere.
Beboerne på disse steder
kunne selvfølgelig selv hol-
dejul eller søndag med sal-
mesang og læsning af evan-
geliet. Og senere erfarede
jeg, at næsten alle holdt jul
på denne måde.
Beretningen
Glad og opstemt kontakte-
de jeg to slædekuske (den
ene af dem havde deltaget i
langvarige polarekspeditio-
ner deroppe), og bad dem
køre mig til de sydligst be-
boede pladser. Jeg ville rej-
se i midten af januar, fordi
jeg tidligere havde erfaret,
at isen havde lagt sig langt
udefter, så man kunne køre
langs kysten. De kiggede på
mig en kort stund med for-
bavsede øjne og sagde så
endelig, at min rejselyst
måske var kommet lidt for
tidligt, for dagslyset varede
kun kort på denne tid, kun
et par timer om dagen. Men
jeg stod fast på mit. Jeg vil-
le udbrede julens evangeli-
um, hvori der blandt andet
står om »salmesang i nat-
ten«. Så kuskene gav sig.
Et par uger efter nytår
holdt vi søndagsgudstjene-
ste, og ligeså snart den var
overstået kørte vi afsted.
Jeg som passager på den
ene slæde. Skidt med mør-
ket. Månen var tiltagende,
og kulden, minus 20-25
grader. Jeg havde masser
af energi og ungdomsmod.
Isen var fin at køre på
indtil Kangaarsuk, Kap
Atholl, et par timers kørsel
fra byen, men lige efter, at
vi havde rundet kap'et,
mødte vi isskruninger.
Dagslyset var allerede væk,
gemt under horisonten. Det
begyndte at blæse lige mod
os fra sydøst, hvilket i de
fleste tilfælde betyder mild-
ning og deraf dårligt vejr.
Hurtigt skabte skyer fyldt
med sne dækkede stjerner-
ne. Jeg måtte bruge begge
arme og hænder for at hol-
de på surringerne, så jeg
ikke faldt af mellem skru-
ningerne. En enkelte gang
røg jeg dog af, og det gjor-
de forfærdelig ondt.
Hvad var det? begyndte
jeg ikke at tænke på vores
hus (jeg havde en af mine
søskende med til Thule som
husholderske). Vi blev ind-
hyllet i det sorteste mørke.
Vejret blev meget, meget
dårligt. Gad vide, hvorhen
vi kørte? ...Isen plejer at
blive slået i stykker i sådan
et vejr... Hvordan kunne
mine slædekuske dog køre
uden at kunne orientere
sig? Bare vi kom ind til
kysten et eller andet sted,
landet er jo fast, et sikkert
sted at opholde sig i det
dårlige vejr.
Efterhånden kunne jeg
tydeligt mærke, med skam
at melde, at mit ungdom-
melige mod var begyndt at
svinde noget. Selv begejst-
ringen over at skulle prædi-
ke over »salmesang i nat-
ten« syntes at være noget
kølnet... I det forfærdelige
mørke og uvejr, hvor man
intet som helst kunne se,
begyndte jeg at længes
efter voret hus, præsteboli-
gen, hvor tekedlen stod
parat på komfuret. Og i
skabet min søsters lækre
boller fyldt med rosiner...
Jeg blev helt forskræk-
ket, da min slædekusk gjor-
de mig opmærksom på, at
vi nu var stoppet. Jeg havde
siddet med lukkede øjne og
anstrengt mig så meget for
ikke at falde af slæden, at
jeg ikke engang lagde mær-
ke til, at vi var standset op.
Vi var på isfoden, altså et
sikkert sted. Det var dejligt.
Vejret var stadig frygteligt.
Det var jo lige begyndt, og
erfaringerne havde lært min
to slædekørere, at det ple-
jer at vare to-tre døgn, når
en sådan mildning kommer.
Bevar mig vel.
Teltet var ubrugeligt
under sådanne forhold, hvis
vi ellers havde haft et så-
dant med. Men mine førere
kendte til forholdene og
lokaliteterne. I løbet af nul
komma fem havde de gra-
vet en dyb og rummelig
hule i en stor snedrive, hvor
vi kunne være i læ.
Stumper af stearinlys op-
lyste hulen, mens vi spiste
af den medbragte mad. Det
hjalp kolossalt. Vi hørte
ikke mere det meget dårlige
vejr udenfor, og mine kuske
begyndte med smil om
munden at orientere mig
om, at de ellers kunne have
kørt videre, men at de stop-
pede, fordi vi kom i nærhe-
den af en producerende
bræ. De ville ikke køre
udenom den i netop det
vejr, fordi der så normalt
danner sig en revne udefter
i forskellig bredde.
Da opholdet på stedet
blev langvarrigt, havde vi
snart ikke mere kraftigt
mad, for hundene fik også
deres part. Jeg tror det var
på trediedagen af opholdet i
snehulen, og det var ikke
mere rart for mig at være
der. Jeg beholdt nemlig min
rensdyrpels og bjørnekinds-
bukser på. Det gjorde mine
kørere vistnok ikke. Men så
sagde en af dem, at han
havde nogle æg med som
proviant. Han hentede dem
udefra, og det var rigtigt,
edderfugleæg, som var blev
samlet i juni måned, over-
somret på ægsamlingsste-
det og først hentet, da isen
lagde sig. Hårdtfrosne æg,
og på grund af det lange
ophold uden konservering
var det nærmest kulsorte af
råddenskab. Mine kuske
spiste dem, men jeg var
altså ikke vant til dem.
Langt om længe kørte vi
så og så, at der alligevel
ikke var nogen reven ved
bræen, så vi kørte forbi den
og kom til det første bebo-
ede sted. De havde masser
af mad, både grønlandsk og
dansk, alt hvad hjertet kun-
ne begære, og de til trods
for, at folkene her skulle
køre en hel dag for at kom-
me til en butik.
Der boede to familier, og
den enes kone havde født et
drengebarn et par dage før.
Familien var selv sagt glad,
men moderen var ikke rask,
og hendes liv var i fare.
Men det var hyggeligt, da
vi holdt gudstøeneste, bar-
net blev døbt, og da vi
næsten kun sang juiesal-
mer, syntes alle tilfredse.
Da jeg blev stærkt påvirket
af drengens fødsel, kom jeg
lidt ind på begivenheden i
julen og forklarede så godt
som muligt betydningen af
»at synge en salme i nat-
ten«.
De fik så sjældent besøg
udefra, at de bad os blive
noget længere hos dem,
hvilket jeg udmærket for-
stod, men det var desværre
umuligt, og vi kørte videre,
fordi der var flere bosteder,
vi skulle se til.
Før jeg tog afsted fra
byen, havde jeg bestemt
mig for at overnatte på
hver beboede sted, vi kom
til. Det viste sig, at alt andet
var umuligt, fordi der var
langt mellem de beboede
steder.
Efter at vejret endnu en-
gang havde forsinket os,
kunne vi endelig en dag
sætte kursen hjemad. Efter-
midagen var lige begyndt,
og vi havde dejligt måne-
skin. Vi var på vej til den
boplads, hvor vi havde holdt
barnedåb.
Så sagde min slædekører,
at han fandt månens stråler
noget mystiske. Jeg havde
Si/S Inissiaati(eqatipiijfi( I9(I-p
%a(aa[(it Sjunaanni najupaqartut
tamaasa juuUimi u(iortaassami(u
pitduaqquai
Si/S LBoGgseklqiBet 19(1 ønsfcer
a((e i (jrøn(and (jtædefip jufsamt
et Qodt 9(ytår
Sti