Gripla - 01.01.1980, Blaðsíða 71

66
GRIPLA
frangaise sur les littératures scandinaves au moyen áge” (i samleværket
Grundriss der romanischen Literaturen des Mittelalters, I, Heidelberg
1972, 333-395, heri s. 372). Det skal i det f0lgende diskuteres, om de
to sagaer virkelig er oversat fra engelsk, eller om de snarere er oversat
fra fransk ligesom de fleste andre oversatte riddersagaer.
BEVERSSAGA
B.s. er udgivet af Gustaf Cederschiöld i Fornsögur Suðrlanda (Lund
1884). Inden denne bog udkom samlet, var dens dele blevet offentlig-
gjort over en árrække i Acta Universitatis Lundensis, B.s.s tekst i bind
15 (1878-79) og indledningens omtale af den i bind 19 (1882-83).
Cederschiöld kendte sá at sige ikke de nærmest beslægtede tekster, og
hans udsagn (s. CCXVI f.) om sagaens forlæg bygger udelukkende pá
ord i sagaen. Pá den ene side fandt han fire engelske láneord som
pegede mod et engelsk forlæg (jfr. nedenfor), pá den anden side tydede
brugen af ordet Franzeisar i betydningen ‘de kristne’ (s. 263) pá et
fransk forlæg. Herpá byggede han den hypotese, at sagaens direkte
forlæg var fransk, men at dette franske forlæg igen var oversat fra
engelsk.
Pá lignende máde formodede E. Mogk i sin anmeldelse af udgaven
i Zeitschrift fiir deutsche Philologie 17 (1885) 465-486, at fprste del af
sagaen var oversat fra engelsk, sidste del fra fransk.
Cederschiölds udgave foranledigede Eugen Kölbing til at skrive
“Studien zu Bevis saga” (i Beitrdge zur Geschichte der deutschen
Sprache und Literatur XIX, 1894, 1-130). I modsætning til Ceder-
schiöld kendte Kölbing de tilsvarende versioner pá anglo-normannisk,
kymrisk (walisisk) og middelengelsk (den sidste havde han selv udgivet
for Early English Text Society i 1885-86). Kölbings afhandling inde-
holder dels en kritik af sagaudgaven, som Cederschiöld besvarede i
samme tidsskrift (XXIII, 1898, 257-287), dels en sammenligning med
de tre andre ovennævnte versioner. Han konkluderede, at det old-
franske digt var sagaens eneste kilde, dog i et hándskrift der var fuld-
stændigere end de bevarede anglo-normanniske fragmenter.
Denne konklusion bifaldt A. Stimming i sin udgave, Der anglo-
normannische Boeve de Haumtone (Bibliotheca Normannica 7, Halle
1899), heri s. CII-CXXX om sagaen, s. CXLIX-CLXXX om det ind-
byrdes forhold mellem de bevarede versioner pá anglo-normannisk,