Gripla - 01.01.1980, Page 78

BEVERS SAGA OG OLIF & LANDRES
73
i Frankrig, hvor historien foregár. — Ogsá kristtornen har hárdt ved, og
den vokser gerne i skygge, men den er næppe kraftig nok til at kunne levere
en mejsel. En fejllæsning af middeleng. holin tre forudsætter udeladelse af
ho- og fejllæsning af -t- som -o-. — Den bedste hypotese er middeleng. iw
(tre) ‘taks’ (ny-eng. yew). Taksens ved var kendt for sin hárdhed: “se hearda
iw ond se fealwa holen” ‘den hárde taks og den bleggule/visne/torre/stive
kristtorn’ (The Old English Riddles of the Exeter Book, udg. C. Williamson,
Chapel Hill 1977, s. 100, i gáde 53, i andre udgaver 55 eller 56). Taksen
vokser gerne i skygge. Dens middeleng. navn er tilstrækkelig sjældent til at
have kunnet være ukendt for oversætteren, og tilstrækkeligt forskelligt fra
hans eget sprogs ý-r til at han ikke har kunnet oversætte det ved gætning.
En fejllæsning af iw tre som linore/livore synes ganske vist ikke at ligge lige
for, men er dog tænkelig, for eksempel sáledes: i eller snarere stort I kunne
fejllæses som l; w lcunne skrives enten med runen wyn, der ligner y og þ,
eller med vv = dobbelt v i ligatur, den sidste kunne fejllæses som i + enkelt
v; og tr skrevet sammen kunne læses som or. — Hverken iw tre eller holin
tre har indlysende let kunnet fejllæses som linore/livore, men disse to
middeleng. trænavne er alligevel hver for sig mere sandsynlige som for-
læggets læsemáde end oldfransk Vivoire — og af de to forekommer iw tre
sandsynligst.
Konklusion: Indledningen til O&L angiver engelsk som forlæggets
sprog. Dette bekræftes af udtrykket ‘alene som sprunget ud af en sten’
og modsiges ikke af linore/livore. Som pávist af Smyser og Larsen, har
oversætteren fulgt sit forlæg ret npje.
LIGHEDERNE MELLEM BEVERS SAGA OG
OLIF & LANDRES
I sin udgave af bl. a. Bevers saga (Fornsögur Suðrlanda, side
CCXXXVII) páviste Cederschiöld nogle ligheder mellem den og O&L.
Af disse ligheder er nogle af sproglig-stilistisk art: hverr som relativ, svá
sem og sem som temporale konjunktioner, vokativer med attribut (typen
góðr(-í) vin(r)!), fælles stereotype udtryk. Andre gælder motiver:
heltens færd og m0de med en pilgrim, som hilser ham og byder ham
mad; forræderen Milon, som s0ger med svig at finde heltinden, men
det mislykkes, og han straffes hárdt (Milon i Erex saga kan have sit
navn herfra); en hovedpersons syvárige fangenskab blandt “eitrkvik-
endi”; heltens vidunderlige hest, som bl.a. sparker en ondsindet prins
ihjel. Cederschiöld sluttede heraf, at det ene skrift havde lánt fra det
andet, uden at udtale sig om lánenes retning.