Gripla - 01.01.1980, Blaðsíða 79

74
GRIPLA
Kölbing páviste i sin ovennævnte artikel om Bevers saga, s. 128-9,
at de nævnte motiver den har fælles med O&L allerede findes i den
anglo-normanniske Boeve de Haumtone, og han sluttede deraf, at
lánene var gáet fra Bevers saga til O&L, og at Bevers saga derfor mátte
være ældre end O&L. Denne konklusion er tiltrádt af Finnur Jónsson
(Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, 2. udg., III, 1924,
959f.) og Knud Togeby (i Grundriss, 1972, 372).
Konklusionen holder imidlertid ikke, hvis Smyser og Larsen har ret
i, at O&L f0lger sit forlæg ret n0je. I sá fald har de fælles motiver fore-
kommet allerede i de to norr0ne teksters forlæg, uanset disses sprog,
og de viser intet om en særlig nær forbindelse direkte mellem de to
norrpne oversættelser og f0lgelig heller intet om Bevers saga’s datering
i forhold til O&L, der som nævnt er dateret til snart efter 1286.
De sproglig-stilistiske ligheder har de to tekster fælles med andre
norr0ne tekster, máske med undtagelse af nogle af de stereotype udtryk,
som imidlertid kan stamme fra forlæggene. De viser derfor heller ikke
en nærmere forbindelse mellem just disse to norr0ne tekster.
Smysers og Larsens antagelse forudsætter, at de nævnte motivers
fravær i de to tekster som den norr0ne O&L er nærmest beslægtet med,
nemlig den franske Doon de la Roche og den spanske Historia de
Enrrique, ikke viser, at motiverne ogsá manglede i O&L’s forlæg.
Denne forudsætning holder stik: De to vesteuropæiske tekster forud-
sætter den samme omarbejdelse af de tre teksters arketype (J. Ignacio
Chicoy-Dabán, “La Historia de Enrrique fi de Oliua y la chanson de
geste Doon de La Roche”, foredrag pá Rencesvals-selskabets 8. kon-
gres i Pamplona og Santiago de Compostela i august 1978); de viser
derfor ikke, at motiverne ikke fandtes i arketypen. Om dette er til-
fældet, skal der ikke tages stilling til her. Her skal det blot refereres,
at G. Huet (i udgaven af Doon de la Roche) og Smyser (i den nævnte
artikel fra 1941) ud fra forskellige præmisser er enige om, at handlings-
gangen i arketypen har ligget nærmere ved O&L end ved de to andre
tekster.
KONKLUSION
Bevers saga er utvivlsomt oversat fra fransk (anglo-normannisk). Der
er derfor ingen grund til at antage eksistensen af en middelengelsk
version af Sir Bevis forskellig fra den bevarede.
Olif & Landres er derimod snarere oversat fra engelsk, sk0nt der