Gripla - 01.01.1980, Síða 83

78
GRIPLA
sprog, dels fordi kærren ikke er vanærende i Rémundar saga ligesom
heller ikke i prosaromanen, men modsat Chrestien. Men denne norr0ne
oversættelse af Lancelot propre er i sig selv ikke særlig sandsynlig, da
ingen andre sagaer er oversat efter lignende forlæg. Er motivet i Ré-
mundar saga tilstrækkeligt til at g0re den sandsynlig?
Motivet i Rémundar saga er kun tilstrækkeligt til at sandsynligg0re
eksistensen af en norr0n saga om Lancelot hvis det ikke kan forklares
plausibelt pá anden máde. En tilfældig lighed er nok mindre sandsyn-
lig. Der gár formodentlig en linje fra Lancelot til Rémundr. Men denne
linje behpver ikke at gá gennem en norr0n saga om Lancelot. Det er
meget vel tænkeligt, at forfatteren til Rémundar saga har læst om
Lancelot pá et fremmed sprog, eller at historien har náet ham gennem
et eller flere mundtlige mellemled. Dette forekommer langt mere sand-
synligt end antagelsen af en Lancelots saga kerrumanns. Denne an-
tagelse forudsætter den præmis, at en islandsk forfatter i det 14. árh.
ikke kunne kende et motiv fra kontinental litteratur uden gennem en
norr0n saga, og den præmis er ganske usandsynlig.
Det er andet forfatteren til Rémundar saga má kende fra ikke-nor-
r0ne tekster, som han enten selv har læst pá et fremmed sprog eller
h0rt genfortalt, nemlig handlingsgangen. Som pávist af udgiveren S. G.
Broberg og senere understreget af Margaret Schlauch (1929; 1934
s. 65), findes der lignende historier pá orientalske sprog, pá græsk og
pá irsk, men den tekst der ligner sagaen mest er den oldfranske prosa-
roman der gár under flere navne, bl. a. (Le petit) Artus de Bretaigne
(se om denne Woledge nr. 116 og Spilsbury). Broberg ville endda have
antaget at sagaen var direkte pávirket af den oldfranske prosaroman,
hvis ikke denne var blevet anset for at være yngre end sagaen, og slutter
i stedet, at begge kan have 0st af samme kilde. Dette f0lger M. Schlauch
1934, som identificerer denne fælles kilde med en tabt versroman som
prosaromanen skulle gengive, pá samme máde som andre prosa-
romaner gengiver bevarede versromaner, fx Lancelot, jfr. ovenfor.
Imidlertid er denne versromans eksistens ubevist. For nylig har den
ogsá vist sig at være overflpdig for at antage nært slægtskab mellem den
franske og den islandske tekst: Sarah V. Spilsbury har i 1973 sandsyn-
liggjort, at den franske prosaroman er skrevet allerede i begyndelsen
af det 14. árh. og dermed ældre end sagaen, som sandsynligvis er fra
omkring midten af det 14. árh. (Einar Ól. Sveinsson 1964, s. CCIV).
(Dermed er den máske ogsá ældre end den udvidede Rauðúlfs þáttr,