Gripla - 01.01.1980, Side 274

KOMPOSITION OG VÆRDIUNIVERS I EGILS SAGA 269
kongemagten. Han er blevet Eiríks ven og tilsyneladende mere end ven
med dronning Gunnhildr. De to har sendt en forsoningsgave til Skalla-
Grímr, som denne dog har taget meget unádigt imod. Ved den f0rste
lejlighed, Egill fár, spolerer han denne forsoning. Derefter gár det som
bekendt slag i slag med drab og hævndrab mellem de to parter i en
stadigt eskalerende række. Overalt i disse situationer taler og handler
Egill som den selvbevidste h0vdinges0n, der ikke mener at være konge-
parret socialt underlegen. Hans forhold til dem er som forholdet til en
fjendtlig slægt i en blodhævnsfejde, præget af Egils slægtsbetingede
hævnt0rst for kongemagtens drab pá hans farbror og dens inddragelse
af slægtens ejendomme i Norge. Egil bistás da ogsá i konflikten af frem-
trædende norske stormænd, som kongen ikke har rád til at rage uklar
med. Under Egils anden udenlandsrejse kulminerer ufreden. I f0rste
omgang ved at kongeparret forhindrer Egill i at s0ge sin ret i en arve-
sag, hvor Egils modpart er kongeparrets klient, i anden omgang ved
Egils gigantiske hævn, der rammer mindst 30 af kongens mænd, deri-
blandt kongeparrets yndlingsspn.
Fra dette punkt, hvor Egill for fprste gang for alvor er blevet blokeret
i sin udfoldelse, f0rer sagaen ham imidlertid videre. I anden omgang
vinder han arvesagen. Han kan drage hjem til Island med den ejendom
i behold, han mener at have krav pá. Hermed er sagaens episke energi
udt0mt. Hvad der f0lger, opleves som en efterskrift: eksempler pá
islandske slægtsfejder om markskel og deslige, hvor Egill kun har at
g0re med mænd, der er mindre mægtige end han selv. Med Egils s0n
Þorsteinn, der h0rer hjemme i den ‘lyse’ slægtslinie, gror slægten fast
pá Island som islandsk storbondeslægt.
3.5 Egil som slœgtsmenneske. Magien
Egils optræden overfor kongemagten kunne máske minde om Þórólfr
Kveld-Úlfssons efter bruddet. At Egill sejrer, hvor Þórólfr lider neder-
lag kunne bero pá de ydre forskelle i deres situation: at Egill kan flygte
ud af kongens rækkevidde, har mægtige frænder osv. Sagaen begrunder
dog f0rst og fremmest sin fortolkning af de to forskellige skæbneforl0b
i det psykologiske, i to karakteristisk forskellige bevidsthedsformer.
Mens Þórólfs lidenskaber kun har ham selv til mál, handler Egill
overalt som den inkarnerede slægtsvilje. Hans had til kongen er be-
grundet i erindringen om hans farbroders drab og bevidstheden om den
tabte ejendom. Men han sætter sig ikke formálsl0st op mod konge-