Gripla - 01.01.1980, Síða 285

280
GRIPLA
verbum anvendes intransitivt og det nominal, der bliver tilbage er
patiens taler man om subjektl0se, upersonlige sætninger. Ved intransi-
tive verber har nominalet altid patienskasus.20 Blandt flere patienskasus
skal i denne sammenhæng fremhæves dativ, som er langt den alminde-
ligste.21 Et eksempel pá en sádan subjektl0s, upersonlig sætning er 15.
dreif bátinum. Her er det transitive verbum drífa anvendt intransitivt
og nominalet, der er patiens, har patienskasus — dativ. Hvis de f0l-
gende eksempler undersdges, vil det ses, at de er af en tilsvarende
struktur:
16.
transitive intransitive
at eiðum unnum at liðnum jólum
at undanteknum tgðum ok engjum at sofundum gllum mgnnum
at endaðri veizlunni at honum deyjanda
Det fremgár, at ved de transitive verber er det patiens, der er tilbage,
og agens er tom. Ved at indsætte et fiktivt agens vil der fremkomme
en normal sætning, hvor agens bliver subjekt og patiens objekt, sml.
f.eks. at eiðum unnum med 17. menn unnu eiða. Det intransitive
verbum líða er et typisk eksempel pá, at agens er tom — det kan end
ikke tænkes. Af de to andre eksempler pá intransitive verber, sofa og
deyja, fremgár det, at agens fár patienskasus, da det er det eneste
nominal, selv om en sádan patiens i en normal sætning i et nominativ-
system optræder som grammatisk subjekt.22 Disse participialkonstruk-
tioner kan altsá opfattes som upersonlige sætninger, hvor verbet er sat
i participium og dermed udtrykker ikke blot tid, en ogsá aspekt.23
20 Om kategorien ergativ og dens betydning for de indoeuropæiske sprog se
C. C. Uhlenbeck, ‘Agens und Patiens im Kasussystem der indogermanischen
Sprachen’ Indogermanische Forschungen 12 (Berlin 1912) pp. 170-72. André
Vaillant, ‘L’ergatif indo-européen’ Bulletin de la Société de Linguistique de Paris
37 (Paris 1936) pp. 93-108. André Martinet, ‘La construction ergative’ La linguis-
tique synchronique (Paris 1965) pp. 206-10. Charles J. Fillmore, ‘The case for
case’ Universals in linguistic theory, edit. Emmon Bach and Robert T. Harms
(1968) pp. 14, 59. John Lyons op. cit. p. 356.
21 Norrtfm grammatik p. 118. Fillmore op. cit. p. 59.
22 Jfr. Fillmore op. cit. pp. 57ff, Olga Smirnickaja op. cit. pp. 58ff. At de to
verber sofa og deyja sekundært kan optræde transitivt med semasiologiske og
onomasiologiske objekter ændrer ikke deres primære intransitive karakter.
23 Om de norr0ne upersonlige sætningers (og dermed participialkonstruktio-
nens) forhold til de 0vrige indoeuropæiske sprogs prælitterære historie se Olga
Smirnickaja op. cit. pp. 58, 87.