Fróðskaparrit - 01.01.2005, Page 17

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
15
sprog med en gammeldags ortografi og
tilføjet fodnoter og kildeangivelser. Den
skriftprægede affatning lægger op til sand-
færdighed og autoritet, men det er som
vi skal se et virkemiddel med en modsat
effekt. Beretningen er med andre ord et
udtryk for den implicitte fortællers pá-
tagne naivitet. Fortælleren støtter sig til
litteraturhistoriske kilder og giver indtryk
af at kunne forholde sig kritisk til dem,
men det er en kritik, der blot tjener til
at sløre hans egen utroværdighed. Stilen
bærer præg af en gennemgáende ironisk
dobbelthed. Historiefortælleren og Fabian
udleveres i et og samme greb for deres
urealistiske Eros-opfattelse: Fortælleren
for sin upálidelighed og Fabian for sin
livsangst. Den upálidelige fortæller er i
høj grad loyal over for Fabian. Han vi-
ser ogsá indimellem distance til Fabian,
men det bliver han ikke mindre upálidelig
af, for han kan ikke gennemskue ligheden
mellem sig selv og Fabian. Den loyalitet,
som fortælleren har over tbr Fabian re-
præsenterer den implicitte fortællers illo-
yalitet over sin stedfortræder. For novellen
er et opgør med romantisk skønhedsdyr-
kelse hos Fabian og fortælleren: “Det var
skønt” (62), som det tvetydigt hedder om
den overvældende ungdom. Det skønne
forbindes med romantiserende erindring
og højtidelig finfølelse og har som sin
modsætning forfaldets “afromantiserede
og snusfornuftige” verden (63).
Fabian og den historiske fortæller re-
præsenterer den romantiske og ukropslige
Eros, hvorimod den implicitte fortæller
gør op med deres misforstáede kultivering
af og højtidelige tilgang til Eros for i ste-
det at forankre den i en livskraft, der veks-
ler ligesom árstiderne, og som hverken er
finfølelse eller forfald, men liv som fortsat
bevægelse.
Fabians sovsedrømmeri
Novellen er en ironisk-humoristisk frem-
stilling af den unge Fabians livtag med
kærligheden. Den er bygget op omkring en
teateropførelse pá byens amatørscene, som
deler handlingsforløbet op i et før og et
efter. Rollerne i det fremførte syngestykke
afspejler i udstrakt grad personernes dag-
ligdags relationer til hinanden. Stykket be-
skrives som en romantisk táreperser. Det
handler om Torstein, som bliver taget ind
i fjeldet af de underjordiske og senere ud-
friet og genforenet med sin Ingeborg.
Fabian deltager i skuespillet som statist,
og det afspejler hans rolle pá virkelighe-
dens scene, hvor han er fanget i sine egne
virkelighedsfjerne og passiviserende fan-
tasier om den betydeligt ældre og modne
fru Nordlund. Dilettantstykket fungerer
som en parodi pá Fabians patetiske og
sky forhold til virkeligheden. Det spegede
”bi-handlingsforløb!” (102) i det naive
stykke er en parallel til Fabians indvik-
lede følelsesliv og manglende sans for det
væsentlige: virkeligheden. Men som det
væsentlige handlingselement repræsente-
rer stykket med sin happy end desuden
novellens bevægelse fra en udlevering af
virkelighedsfjerne fantasier til et egentligt
budskab om virkeligheden og livet.
Fortælleren fár sáledes sine pointer
frem gennem skuespillet. Det bliver til en
teatermetafor, en fortælling i fortællingen
om Fabians forhold til fantasi og virkelig-