Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 18

16
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
hed. Novellens øvrige figurer understreger
ogsá stykket som spejl for handlingen. Fru
Nordlunds rolle som en dæmonisk huldre
passer til hendes rolle i Fabians urealisti-
ske forestillingsverden. Mathias og Evas
rolle som kærester i stykket svarer til de-
res funktion i novellen som det livsduelige
og handlekraftige modstykke til Fabians
hængedynd af idealiserende fantasier om
kvindekønnet. Den sidste væsentlige figur,
telegrafist Bartholdy, overfører ligeledes
sin hverdagsrolle som elegant kvindefor-
fører til scenen.
I sammenhængen fungerer stykket
som en naiv mimetisk afspejling af no-
vellens figurgalleri og handlingsmønster.
Ironien bliver pá den máde igen dobbelt
og omfatter foruden livsfilosofisk kritik
af virkelighedsforflygtigelse ogsá et me-
tareflekterende opgør med folkloristiske
hjemstavnsskildringer som naivt roman-
tiserende. Teaterstykkets naive mimesis
kan betragtes som en diskret henvisning
til prosaforfatterskabets udvikling fra naiv
til kompleks repræsentation i form af sen-
prosaens mere sofistikerede anvendelse af
folkloristisk og mytisk stof.2
Fabians rolle som statist i nationaldragt
i et nationalromantisk stykke understreger
bredden i dette opgør med virkeligheds-
forflygtigelse. Man mere end aner fortæl-
lerens skepsis mod nationalromantisk pa-
tos, da han i en kapiteloverskrift af samme
navn ironiserende tiltaler Fabian: “Du skal
bare gá omkring i nationaldragt og ha det
morsomt” (78). Pointen er, at det natio-
nalromantiske ogsá klæder Fabians rolle
uden for teatret, hvor han i overensstem-
melse med nationalromantik romantiserer
og undertrykker virkeligheden. Det kol-
lektive element i form af stykkets senti-
mentale nationalromantik spejler sig pá
det individuelle plan med Fabian i rollen
som den selvoptagne og passive. Der er
en kulturkritisk pointe i denne parallel. I
The Break-up ofBritain sidestiller nationa-
lisme-forskeren Tom Nairn nationalismen
med individets neuroser:
'Nationalism' is the pathology of modern
developement history, as inescapable as
“neurosis” in the individual, with much
the same essential ambiguity attaching to
it, a similar built-in capacity for descent
into dementia, rooted in the dilemmas of
helplesness thrust upon most of the world
(the equivalent of infantilism for socie-
ties) and largely incurable (Nairn, 1977:
359).
Fleinesen distancerer sig generelt fra na-
tionalromantik og andre former for neuro-
ser. Han bruger mange af sine fortællere i
novelleforfatterskabet som et distanceska-
bende og samtidig fortroliggørende lag
over for folkefantasien i form af forsorne
anekdoter og skrækromantiske fantasier.
Det er fantasikritik, om end Heinesen er
klart mildere stemt over for klassisk fol-
kelig fortællekunst som myter og eventyr
end over for et relativt moderne og an-
derledes mytedannende fænomen som na-
tionalromantik. Kritikken skal forstás pá
baggrund af Heinesens ideal om virkelig-
hedstroskab. Uden forbindelse til en større
virkelighedsopfattelse end ens eget ego,
det lokale, det nationale og det forhánden-
værende er man et let offer for uvirkelige