Fróðskaparrit - 01.01.2005, Síða 21

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
19
fár ikke sit indre ud, men er bastet og bun-
det af sin egen hemmelige forestillingsver-
den. Det er en verden, der er et symptom
pá hans tilstand, og som fortælleren dels
kritiserer direkte som i sidstnævnte citat
og dels ironiserer over som her, hvor Fa-
bian læser et af sine digte højt for sig selv:
“Hemmelighedsfuldt, sødmefuldt, dybt
betydningsfuldt. Han læste det højt for
sig selv, med lav hentagen stemme” (68).
Snyderiet og hemmelighedsfuldhederne er,
som vi skal se senere, et dæmonisk træk
ved Fabian. Men lad os først se nærmere
pá Fabians selviscenesatte verden.
Fabian agerer voyeur, altimens andre
har travlt med at optræde og hjælpe til.
Pá trods af eller netop fordi han er voyeur
befinder Fabian sig sá langt væk fra det
centralperspektiviske subjekt som muligt.
Man skulle nemlig tro, at han som voyeur
gør verden til objekt for sit beherskende
blik, men i overensstemmelse med Lacans
analyser af voyeuren er denne selv objekt
for den Andens blik (Hyldgaard, 2003:
173). Fabian sætter sit alter ego, Agathon
med “seerøjet, der gennemskuer alt” (69),
som absolut subjekt og gør sáledes denne
- delvis - til den anden og sig selv til
objekt. Selve dette at han dels er objekt
for Agathons blik dels selv er seer isce-
nesættes strategisk; en strategi Fabian dog
selv er offer for. Hans neuroser er mere
end normalneuroser, fordi han med sin
veludviklede strategi forsøger at komme
angsten i forkøbet ved at tænke sig ud af
virkeligheden, men han er egentlig et of-
ler for selvsamme angst. Han er med et
moderne ord en kontrolfanatiker.
Konkret sker det, at Fabian som voyeur
holder skarpt øje med báde fru Nordlund
og med Eva, der bliver hans sanselige
forelskelse, samtidig med at begge disse
kvinder har blikket rettet mod Bartholdy.
Jalousien giver næring til dæmonerne og
gør, som citeret, Fabian til en forpint var-
ulv, som i folketroen afbilder dæmonisk
besatte mennesker. Det meste af novellen
bekæmper han forgæves de dæmoniske
jalousifantasier (to gode eksempler fin-
des pá s. 78 og s. 95). Dæmoni er blevet
beskrevet som noget, der skræmmer og
tager magten fra en: “En kærlighed der
ikke har viljens velsignelse er netop dæ-
monisk” siger Villy Sørensen om tryllevi-
sernes kærlighedstema i essayet Folkeviser
og forlovelser (Sørensen, 1979: 170). Sø-
rensen sætter det dæmoniske i forbindelse
med tryllevisernes skildring af ungdorn-
mens indvielse i kærligheden. I en artikel
af Bjarne Sode Funch om Det dæmoniske
er denne farlige overgang en betingelse for
- forstáelsen af - det dæmoniske og ikke
som hos Sørensen selve dæmoniens væ-
sen. I sin indledningsvise indkredsning af
det dæmoniske karakteriserer Sode Funch
den dæmoniske overgangstilstand som en
en tilværelsesform som knytter sig til vis-
se mennesker - og jeg vil tilføje - i visse
perioder. Det dæmoniske kan ses som en
tilstand i eksistentiel konfrontation ... En
konfrontation hvor ufriheden bliver áben-
bar (Sode Funch, 1984:126).
Jeg vil i det følgende se Fabians dærnoni
i lyset af Kierkegaards opfattelse af det
dæmoniske, som ogsá er Sode Funchs ud-
gangspunkt.