Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 24

22
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
tationskunst ved at efterligne sin egen stil
og sáledes foregive patos og loyalitet over
for det fortalte.
Igen kan man drage en parallel til Scher-
fig og hans satiriske stil. I artiklen Den
falske loyalitet om Hans Scherfigs roman-
forfatterskab hæfter forfatteren Anders Bo-
delsen sig ved et misforhold mellem hvad
Scherfigs figurer siger og den tilsynela-
dende neutrale máde det refereres pá. Det
er en uægte loyalitet, en falsk loyalitet,
som Bodelsen mener er helt central for
Scherfigs metode, især i Det forsømte for-
ár (Bodelsen, 1976: 146). Der er ligeledes
falsk loyalitet i Dilettanterne, blot med en
anden, hyperbolsk, stil. Modsat Scherfig
giver Heinesen heller ikke nogen ábenlys
forklaring pá Fabians forsømte forár. Fa-
bian er hæmmet. Men hvorfor? De ydre
ársager fremhæves ikke i samme grad
som i Det forsømte forár, hvor forældre,
skole og hele det smáborgerlige samfund
spolerer livsglæden i hovedpersonerne.
Heinesen er først og fremmest interesse-
ret i virkningerne af Fabians amputerede
virkelighedskontakt, men henvisninger til
Vorherre og verdens undergang (63) viser,
at Fabians ubrugte livskraft ogsá har sine
ydre ársager i form af kristen syndsbevidst-
hed. Men det er næppe hele forklaringen,
da Fabian ikke er den eneste, der er blevet
konfronteret med verdens snarlige under-
gang under konfirmationsforberedelsen.
Det mytiske hos Heinesen er en integre-
ret del af kreativitet og skabelse. Derfor er
de falske eleveringer udtryk for en nega-
tion af den stærke inspiration i digtningen,
som modsat Fabians selvopslugthed hele
tiden bejler til evigheden i forrn af ábenba-
ringer i nuet. Negationen af sand inspira-
tion afspejler sig i anmeldernes ufrivilligt
komiske eleveringer af teaterstykket, som
i virkeligheden ikke er andet end “en hár-
trukken romantisk operalibretto” (102).
Fabians ulykkelige kærlighed kan ikke
komme til udtryk i mytens mere-end, fordi
den repræsenterer noget andet-end, som
er de dæmoniske projektioner. I overens-
stemmelse med stilnegationerne som noget
andet end ægte mytiske inspiration frem-
stilles dæmonien som en falsk andethed i
Fabians selvforherligende reaktion pá sin
egen digtning: “Her var noget andet, no-
get mere-end ... Her kunde man ánde frit.
Her susede det af stor og herlig ensom-
hed og frihed ...! (77). Mytens mere-end
sidestilles og fbrveksles med dæmoniens
andethed, men det er ikke et forløsende
mere-end, som Fabian bilder sig selv ind
at det er, men derimod ufrihed og uvir-
keliggørelse. Hvor det, Kierkegaard kal-
der det gode, er forbundet med frihed,
reintegration og forløsning (Kierkegaard,
1960: 1621) og dermed med handling og
virkelighedskontakt, er Fabian lammet af
passivitet og ambivalens. Hans dæmoni i
form af skyhed, passivitet og snyderi er i
god overensstemmelse med Kierkegaards
forestilling om det dæmoniske:
det Dæmoniske kan yttre sig som Mage-
lighed, der tænker en anden Gang; som
Nysgjerrighed, der ikke bliver til mere end
Nysgjerrighed; som uredeligt Selvbedrag;
som qvindelig Blødagtighed, der fortrøster
sig til andre; som fornem Ignoreren; som
dum Travlhed o.s.v.