Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 25

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
23
Frihedens Indhold er intellectuelt set
Sandhed, og Sandheden gjør Mennesket
frit (Kierkegaard, 1960: 167).
Fabian lever i usandhed og i ufrihed. Det
bliver til et stort snyderi, fordi han først
og fremmest snyder sig selv. Fabians for-
herligelse af sit eget liv og den dermed
forbundne stil bunder i solipsisme som
i idealiseringen af ensomhed i digtlinjen
“Jeg er en vandrer i de øde ørke” (76).
Men denne manøvre afslører blot, at Fa-
bian oplever det fremmede som sig selv,
at det andet - som hos Heinesen i almin-
delighed er lig med storsláet verdensinvol-
vering - her er fortrængning af det gode
uden noget mere-end. Sode Funch siger
om det dæmoniske i denne projektion:
“det dæmoniske træder ikke frem i ethvert
møde med den anden, men kun i mødet
med sig selv i den anden” (Sode Funch
1984: 126). I stedet for at møde verden i
sig selv, møder Fabian sig selv i verden.
Han er derfor offer for sig selv og ikke for
“fortærende jalousi”, som den naive fbr-
tæller pástár (91). Jalousien gár over, men
en følelse hænger ved. Halvtreds ár efter
begivenhederne hedder det om Fabian, at
han godt kunne se, at Bartholdy ikke var
den “djævel i menneskeskikkelse” (101),
som han dengang troede, at han var. Denne
kommentar afslører, at Fabian og fortælle-
ren selv pá stor afstand af begivenhederne
ikke er i stand til sá meget mere end blot
at gennemskue det mest banale.
Fabian forstár ikke fortiden, fordi han
fortsat lever i illusionens verden, som i
novellens nutid har fáet erindringens ka-
rakter. I overensstemmelse med sit bag-
holdsangreb pá Bartholdy erindrer Fabian
ungdommen fra et “spidsfindigt spekula-
tivt baghold” (82). Erindringen er sáledes
en fortsættelse af dæmoniens andethed og
blot endnu en virkelighedsforfalskende
flugt pá bekvem afstand af klar erken-
delse. Erindringen som bliver Heinesens
foretrukne metode i den senere prosa, og
som tilfører hans realisme mangfoldige
dybdevirkninger, vendes pá hovedet og
fremstár som ren spekulation, idet Fabian
har massive illusioner om sit eget liv som
et levet, brugt liv (62, 100). Erindringen
som livsløgn er et symptom pá hans nu-
værende situation, hvor han ikke blot for-
trænger fortidens virkelighed ved hjælp af
nutidens illusioner, men tillige gør fortid
til nutid. Det siges næsten direkte, da fru
Nordlund karakteriseres som fortid og Eva
som nutid; men sá hedder det: “Troede Fa-
bian dengang. For hvem kunde vel ane at
det skulde vise sig at være nærmest mod-
sat” (87). Pointen er, at fru Nordlund, der
forlængst er rejst, fortsat lever sit gedulgte
liv i Fabians fantasi. I stedet for de hos
Heinesen kreativt udnyttede inuligheder i
mytens mere-end, hænger Fabian fast i de
forspildte muligheder i dæmoniens andet-
end.
Fabians dæmoni er ligesom Kierke-
gaards beskrivelse af angst det modsatte
af godhed. Hos Kierkegaard er angst mere
end blot en manifestation af et almindeligt
neurotisk sind, men ogsá en angst for det
gode forstáet som en grundlæggende fø-
lelse af ikke at være i overenstemmelse
med sig selv, med Eros-kraften og det,
Heinesen-fiktionerne ynder at kalde vir-
keligheden og livet.