Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 27

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
25
Opvágnen til virkeligheden
Fabians fantasier og senere opvágning til
virkeligheden er henholdsvis knyttet til en
indbildt synsk evne og konkret til hans
øjne. Han bilder sig selv ind, at han som
seer kan forestille sig - symptomatisk nok
med eller uden lukkede øjne - hvordan det
ser ud bag det uigennemsigtige forhæng
for vinduerne i fru Nordlunds hus (72).
Den implicitte fortæller udstiller Fabians
voyeuristiske illusionsverden i ironiseren-
de medsyn: “Det hele var noget han selv
bestemte” (72),3 men det er netop det, de
dæmoniske kræfter viser, at han ikke gør.
Han er offer for egne indbildninger om
at være Agathon. Der er langt fra Fabian
alias Agathons indbildte seerevne til den
altseende, vise mand i Heinesens rornan
Tárnet ved verdens ende,4
Øjnene er ogsá under pres udefra. Virke-
Hgheden trænger sig pá gennern øjnene,
da Fabian efter overfaldet pá Bartholdy fár
dennes knytnæveslag lige i synet. Fabian
kan en overgang se med det ene øje og
Agathons seerøje dementeres sáledes som
enøjethed. Men det er netop i sammenstø-
det med virkeligheden, at Fabian bliver i
stand til at se verden. Optikken kommer
ikke mindre i fokus af, at den nye verden
tørst ábenbarer sig inde hos fru Nordlund,
som tager sig af den forsláede Fabian. Fa-
bians første indtryk af fru Nordlunds stue
er et “anstrøg af noget kosmisk” (106).
En ansats til virkelighedstroskab er trádt
i stedet for Fabians dæmoniske indeslut-
tethed. Virkeligheden melder sig ligeledes
i form af den omsorg, fru Nordlund viser
over for Fabian, da han omsider komnter
inden for i hendes hjem. Det understreges
af prosaisk lys, som breder sig i fru Nord-
lunds stue, efter at hun har flyttet lampen
for at fá mere lys til at fjerne bandagen orn
hans ene øje. I den oplyste stue fremstár
hun, som Fabian stadig væk kalder Pyr-
rha, som en noget fremmed kvinde, men
alligevel som en ganske almindelig venlig
dame. Det raske øje, som ser dette, sym-
boliserer den nye verden; der er faldet skæl
fra Fabians øjne, samtidig med at det blá
øje symboliserer den garnle, syge verden.
Mere specifikt er det blodsprængte blá øje
en parallel til den røde ahorn med blod-
farvede blade uden for fru Nordlunds hus,
hvorfra Fabian har iagttaget fru Nordlund.
Ahornens “dunkelrøde” efterársblade med
“drukne farvetoner” (62), der minder om
blod, omtales fra starten af novellen dels
som et varsel om Fabians blodige konfron-
tation med virkeligheden dels som et bil-
lede pá, at det ydre træet fbrveksles med
det indre5 blod i febrilske frakoblinger af
al nærkontakt med virkeligheden og livet.
Fru Nordlunds “formørkede blodahorn”
(81), som den ogsá kaldes, og det blá øje
stár som et tegn pá mislykkethed og Fabi-
ans fortabthed i en dæmonisk lyst. Blod-
metaforikken antyder følelsernes styrke og
indelukketheden. Ligesom blodet som et
indelukket system farer rundt i kroppen,
har Fabian faret rundt i sin egen projek-
tionsrus. Fabian har forinden erkendt, at
der er “andre træer til” end fru Nordlunds
ahorn (81), men først nu knyttes træmoti-
vet til en verdensvendt involvering, Fabian
ankommer - blot for en stund skal det vise
sig - til virkeligheden, nár han gennem
de fratrukne gardiner i fru Nordlunds stue