Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 31

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
29
formidler kernen i Platons Eros-begreb,
da han siger, at Eros er elskov til noget,
og at det begærende begærer noget, det
mangler. Efter at have presset Agathon til
at indrømme, at Eros’ stræben er grundet i
en mangel, lægger Sokrates yderligere pres
pá ved at sætte spørgsmálstegn ved Aga-
thons forestilling om Eros kun som elskov
til det skønne og ikke til det grimme:
For jeg tror, du sagde omtrent sádan, at
gudernes forhold blev ordnet gennem el-
skov. Sagde du ikke omtrent sádan ? - Jo,
det sagde jeg jo, svarede Agathon. - Og
det sagde du netop meget passende, min
ven, sagde Sokrates. Og hvis det forholder
sig sádan, kan Eros vel kun være elskov
til skønhed og ikke grimhed? - Han var
enig. - Og vi er jo blevet enige om, at
man elsker det, man mangler og ikke har?
- Ja, sagde han. - Det, som Eros mangler
og ikke har, er altsá skønhed. - Nødven-
digvis, sagde han. - Hvad nu? Det, der
mangler skønhed og pá ingen tnáde besid-
der skønhed, mener du, at det er smukt?
- Nej da. - Er du sá stadig enig i, at Eros
er smuk, nár det nu forholder sig sádan ?
- Og Agathon svarede: Jeg er bange for,
at jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om
dengang, Sokrates. - Du talte da ellers
smukt nok, Agathon. Men sig mig nu lidt
mere. Synes du ikke, at det gode ogsá er
smukt? - Jo, det synes jeg. - Men hvis
Eros mangler det smukke, og det gode er
smukt, sá vil han jo ogsá mangle det gode.
- Jeg ville i alt fald ikke kunne modsige
dig, Sokrates. Men lad det bare forhol-
de sig, som du siger! - Nej, du elskelige
Agathon, det er sandheden, du ikke kan
modsige - Sokrates skulle man nok kunne
modsige!
Og nu skal jeg nok lade dig være (Pla-
ton, 2000: 201D).
Sokrates’ argumentation kan forekomme
noget spidsfindig og snæver, men han
fár dog gendrevet Agathons overfladiske
Eros-synspunkt. Symposions relevans for
Eros-tolkningen i Dilettanterne er tydeligst
i dette berømte opgør med skønhedsdyr-
kelse. Opgøret kaster lys over Heinesens
brug af Agathon som en negativ mytolo-
gisk figur.
I det efterfølgende uddybes analysen af
novellens stil, billedsprog, personskildrin-
ger og komposition med afsæt i Platons
tanker om Eros. Kernen i sammenlignin-
gen er den nærtbeslægtede Eros-opfattelse
i de to tekster.
Heinesens Agathon-fremstilling
William Heinesens anvendelse af Aga-
thon-navnet og -figuren ligger i forlængel-
se af den traditionelt negative opfattelse af
Agathon i Platon-forskningen. Den over-
ordentligt omfángsrige fortolkningslittera-
tur om Symposion har i høj grad set ned
pá Agathon, fordi han taler smukt og er
selvovervurderende f.eks. da han sammen-
ligner sig med Homer! Platons afstandta-
gen fra Agathons selvopslugthed kan til
en vis grad sammenlignes med Heinesens
modernitetsskepsis og kritik af inoderne
narcissisme i skikkelse af Fabian. Det,
som ogsá er faldet mange Platon-forskere
for brystet er - sagt med et moderne ud-
tryk - Agathons blinde fremskridtstro og
ensrettede progressivitet. Han tror, at man