Fróðskaparrit - 01.01.2005, Síða 33

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
31
af Agathon som en livsangst ung mand er
det klart, at Agathon ikke repræsenterer et
raffineret bud pá Eros’ væsen. Heinesen
anvender Agathon-figuren som et kontra-
stivt, kritisk virkemiddel med det formál
at fremhæve sin Eros-opfattelse.
Ogsá nár det gælder selve retorikken
har Platon mere til overs for Agathon end
Heinesen for Fabian. I Sokrates’ begyn-
dende opgør med Agathon indrømmer So-
krates, at han ikke tilnærmelsesvis kunne
tale lige sá smukt som Agathon (Platon,
2000: 198C). Hermed anerkendes Aga-
thons sproglige formáen som andet end
overlæsset og hul retorik. Dette siger no-
get om Platons æstetiske idealer, som af-
spejler det klassiske græske ideal om det
gode og skønnes enhed. En anden forskel
mellem Agathon og Heinesens Fabian-
Agathon figur er, at Heinesen interesserer
sig for, hvad Eros bevirker, mens Platons
Agathon efterlyser fokus pá Eros selv.
Parallellen mellem Heinesens og Pla-
tons Agathon-figur ligger ikke desto min-
dre frem for alt i det sproglige. Ligesom
Agathons tale i Symposion er Fabians Aga-
thon-dyrkelse forbundet med en skønheds-
retorik. Kritikken - især hos Heinesen -
stikker imidlertid dybere end udlevering af
en overfladisk stil. Det, som hos Platon er
en kritik af sofisteri, er hos Heinesen en
kritik af det, han opfattede som moderni-
tetens atomiserede verden, hvor individet
bliver for selvfokuseret. Parallellen er ikke
irrelevant, idet sofisterne som sagt indtog
den moderne position i oldtidens Græken-
land. Kritikken af Fabians Agathon-dyr-
kelse er nærmere bestemt rettet mod en
frihedsdyrkelse, som hos Heinesen ender i
tomhed og virkelighedsforflygtigelse. Fa-
bians selvopslugthed tjener indirekte som
en kritik af, ikke blot nationalromantik,
men ogsá af en pubertær dyrkelse af mo-
derniteten som et absolut og utvetydigt
gode.
Novellens parodiering af hul og kon-
form skønhedsretorik er en kritik af skøn
tale uden erotisk væren; den fjerner sig fra
al lavere stræben og begær til fordel for
en ophøjet Eros og er selve negationen af
en Eros, der udfolder sig i det konkrete.
Anne-Marie Eggert Olsen siger om Pla-
tons Agathon, at han har “lært sin Eros
som techne; han har ikke erfaret den fra
grunden” (Olsen, 2002: 66). Det samme er
tilfældet med Fabian, hvis mangelfuldhed
netop ikke er af teknisk art, idet han dan-
ser upáklageligt. Men netop den tekniske
evne fremhæver en utilstrækkelighed ved
Fabian. Han mangler kreativiteten, livet,
ánden i dansen og i sidste ende evnen til
at træde i karakter over for andre. Teknik
er utilstrækkelig som menneskeforstáelse
og som erotisk kontaktmiddel.
Báde danseteknikken og sprogteknikken
i form af skønhedsretorik og skønskrift er
mangelfulde om end Fabian selv tror det
modsatte. Dette understreges af forelskel-
sen i fru Nordlund, der er et forsøg pá at
springe den fænomenale verden over og
erhverve sig en højere verden ligesom Pla-
tons Agathon, der tror at han passivt kan
tilegne sig visdom ved at hábe pá at viden
vil tlyde over i ham blot ved den blotte be-
røring af Sokrates (Platon, 2000: 175E).
Med sine talrige flugtforsøg smyger Fa-
bian sig uden om erotik som en kreativ og
samtidig bindende anstrengelse. Han vil