Fróðskaparrit - 01.01.2005, Qupperneq 34

32
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
hellere sidde oppe i et træ og iagttage den
udkárne pá tryg og ‘skøn’ afstand uden at
se sá meget andet end ind i sig selv.
Det gode er skønt hos William Hei-
nesen, og nár Fabians skønhedsdyrkelse
ikke er forankret i det gode, det almene,
má den nødvendigvis blive hul. Fabians
forelskelse i Pyrrha er et forsøg pá at ná
Eros uden at begære i platonisk forstand,
og derfor er den umulig. Foruden at være
den idealiserede version af fru Nordlund
kan navnet Pyrrha hentyde til det færøsk
ord ‘pirra’, som er entalsformen for ‘bum-
ser’. Dem har Fabian mange af, og Ma-
thias mener at det skyldes “mangel pá hor
!” (66). Det skønne er alligevel ikke sá
skønt, og i stedet for ándelig renhed er
der bakteriefyldt materie. Den skønne di-
stancering fra virkeligheden i skikkelse af
Agathon og Pyrrha bliver til et udtryk for
en virkelighed, der, fordi den er fortrængt,
forvrænges og vender tilbage som frem-
medgørelse, vold og urenhed. Sublimerin-
gen mislykkes og ender som det modsatte.
Fabian er stærkt styret af sine idealiserin-
ger, og kan kun tale positivt og ikke nega-
tivt om tingene:
Først i frafaldet fra idealtilstanden opstár
Eros, som tiltrækningskraft (Olsen, 2002:
48).
- som Anne-Marie Eggert Olsen siger om
idealiseringen. Fabian frafalder ikke sin
idealverden, og hans Eros forbliver der-
for uprøvet. Fremstillingen af den erotiske
erfaring hos Heinesen bliver til gennem
den kropsbundne formidling mellem det
almene og det enkelte, mellem art og indi-
vid, mellem liv og sjæl. Hos Fabian er der
ikke noget frugtbart nedefra og op. Han
lister uden om den konkret udfordrende
Eros eller, máske mere rigtigt, nærmer sig
den pá en forkert máde for siden at flygte
ind i sig selv, og i frustration over det af-
skærer han forbindelsen mellem drøm og
virkelighed.
De falske eleveringer understreger denne
manglende overensstemmelse med virke-
ligheden. Fabian ophøjer pá en forkert
máde, fordi han ikke evner at overskride
individualiteten i form af den unge mands
selvopslugthed og realisere hándgribelig
Eros.
Reduktionismer er hos Heinesen lig
med en kuet Eros-kraft, og den implicitte
fortæller i Dilettanterne forsømmer heller
ikke lejligheden til at understrege det re-
duktionistiske i at identificere Eros med
Fabians overfladiske skønhedsforestillin-
ger. I overensstemmelse med Sokrates’
understregning af det gode fjerner Fabians
afstand til Eros ham ogsá fra det skønne.
Hans Eros er ikke kærlighed til noget og
opnár derfor ikke skønhed i sproget. Fabi-
ans identifikation af Eros med det skønne
viser sig som en retorik, der ikke kan kom-
me ud over sig selv. Ved sin selvtilstræk-
kelighed afskærer han sig fra stræben i
gængs forstand. I en beskrivelse af Platons
kritik af Agathon præciserer Anne-Marie
Eggert Olsen den erotiske stræben:
Hvis Eros, som Agathon mener, er men-
neskets selvudfoldelse, der kaster skønne
produkter af sig, sá implicerer dette, at
Eros som epithymia ikke sá meget vil have
det, han mangler, som han vil være det,