Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 35

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
33
han ikke er. Han ikke blot begærer at have
noget, men stræber efter at være noget
(Olsen, 2002: 75).
Eros’ mangel og ønske om at være en an-
den hænger sammen. Fabian vil være en
anden, fordi han er fastlást i en mangel-
situation og han er fastlást, fordi han vil
være en anden. Fabian er en Agathon-fi-
gur, fordi han vil begge dele: Have det
han mangler og være det, han ikke er.
Hans forelskelse er delt op i det basale
Eros-begær efter Eva samt den ophøjede
stræben efter fru Nordlund. Men ifølge
novellens platoniske fortolkning kan han
ikke opná en højere Eros, fordi han er ude
af kontakt med den basale Eros. Fabian
kan med andre ord ikke blive til noget an-
det end han er eller forvandles, fordi han
ikke udvikler sig op ad Eros-stigen, men i
stedet er fastlást.
Fabian fár hverken den Eva, han begæ-
rer eller bliver til det, han drømmer om at
være, nemlig en Agathon, der er pá niveau
med fru Nordlund. Med de fremmedgjorte
og golde digte til fru Nordlund og de fro-
dige digte til Eva skriver han sig ind i en
splittelse mellem ánd og materie forársa-
get af berøringsangst over for det køde-
ligt-erotiske. Han er mest skønhedsdyrker,
men fraskrives ikke Eros og begær. Fabian
repræsenterer en ufri, dæmoniramt Eros,
der som i en moderne udgave af hybris
bliver ramt af det lave i form af bumser,
fordi han stræber efter det høje pá bekost-
ning af det lave.
Fabians livsappetit forbliver utilfreds-
stillet, fbrdi han ikke har lært at elske det
lavere bidrag til det højere, for nu at bruge
Platons terminologi. I overensstemmelse
med Platons Agathon anser Fabian den le-
gemlige Eros for plat, mens den skønne
tale hos begge figurerer som den højeste
erotik. Men over for Eros er det ikke nok
at være en skønánd. Novellens begyndelse,
hvor Fabian halvtreds ár efter begivenhe-
derne fandt sted, stadig drømmer ømt om
fru Nordlund og hendes hus med den røde
ahorn i haven, udstiller ham som en, der
er stagneret i drømmerier i modsætning til
fru Nordlund, som tager konsekvensen af
sin ulykkelige forelskelse i Bartholdy ved
at flytte ud af landet. Fabians opfattelse
af Agathon som sit “skæbnenavn og lyk-
kenavn” (68) peger i samme retning.
Gennem sin ironiske fremstilling af util-
strækkelighed i Fabians dyrkelse af selv-
tilstrækkelig, ikke-mangelfuld andethed
demonstrerer novellen i Platons ánd Eros’
mangelfuldhed. Platon opfatter mennesket
som henvist til erotisk stræben efter at
tilfredsstille begær af lavere eller højere
art og sáledes ná ud over sig selv. Eros
er kreativitet og bestandig overskridelse.
Derfor ligger der et skjult civilisationspo-
tentiale, et udviklings- og forvandlingsele-
ment i Eros, som Platon illustrerer ved
talerækken som et virkemiddel, der byder
pá stadig mere raffinerede bud pá Eros’
væsen. Det civiliserede aspekt ved Eros
forudsætter, at han overskrider det rent
sanselige. Pá den anden side har Eros rod
i det seksuelle, i begæret, i det utilfredstil-
lede, der er det, som i bund og grund hele
tiden søger ud over sig selv. Den sande
Eros er et genstandsrettet begær, som hele
tiden má kompensere for sin mangelfuld-
hed som tidslig eksistens ved bestandig at