Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 38

36
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
glemsel i tomheden. Det er en fuldkom-
men negation til den erindringsbárne iden-
titetssøgen i Heinesens senprosa. Fabian
er selv henrykt over verset og renskriver
det med sirlig skønskrift. Sá henrykt, at
han føler sig forvandlet fra diskenspringer
og kartoffelsorterer til en Agathon. Sável
hos Heinesens Agathon som hos Platons
Agathon forbindes Eros med sprog for-
stáet som uforpligtende, overfladisk skøn-
tale. Navnlig hos Heinesen bliver skøn-
heden alene en tom kliche. Kritikken af
retorik hænger sammen med Heinesens
poesiforstáelse, der omfatter referencer til
alle former for menneskelig skabelse med
fælles udspring i livets fysiske tilblivelse.
Modsat Fabians digte forbinder poesien
højt og lavt.
Hermed viser sig en yderligere pointe
i Heinesens kritiske allusion til Platons
Agathon og navnlig til ham som en højt-
placeret taler i talerækkens hierarki. I
udleveringen af Fabians dyrkelse af Aga-
thon og det ophøjede ligger der en opfat-
telse af kultur og dannelse som mere end
form. De to store menneskelige fremskridt
- sprog og kultur - er ikke noget mál i sig
selv, men bør være en stræben efter noget,
efter indhold. Det er stadig Eros med sine
mangelfuldheder og besjælinger, der stil-
ler dagsordenen.
Platons bidrag til udviklingen af kær-
lighedsbegrebet er et skift i fokus fra den
eftertragtede skønhed til den aktivt begæ-
rende. Der kan være nok sá meget skønhed
i verden, men hvis der ikke er nogen eller
noget, der begærer, sá er der ingen kærlig-
hed, ingen bevægelse og dermed intet liv.
Det handler for báde Platon og Heinesen
om higen og begær som et processuelt an-
liggende. Det betyder, at begæret ikke má
løsrive sig og fornuft, videnskab og teknik
ikke má blive sit eget formál. Heinesens
generelle kritik af modernitetens progres-
sive mantraer som ‘frihed’, ‘individ’, ‘vi-
den’, ‘fremskridt’, ‘fornuft’ afspejler en
frygt for begærets selvtilstrækkelighed i
sável lavt som højt. Der ligger ogsá en
kulturdiagnose i modernitetskritikken.13
Budskabet er, at frihed uden forpligtelser,
individ uden menneske (eller menneske
uden medmenneske), viden, fremskridt og
fornuft uden visdom, tradition og hukom-
melse er lige sá ándløse som ánd uden
kød. Dilettanternes Eros-tolkning skal ses
i lyset af forfatterskabets livsfilosofiske
ideal, som fremkommer ved en afvejning
af forholdet mellem kød og ánd, fornuft
og følelse. Pá den máde adskiller William
Heinesen sig sável fra sværmende roman-
tisk fantasi som fra instinktdyrkende ani-
malister i sin samtid.14
Dilettanterne viser, at Heinesen ved
denne position stár i gæld til Platons afvej-
ning af Eros-synspunkterne i Symposion,
hvor lægen og videnskabsmanden Pausa-
nias pá mange máder indtager den mod-
satte position som Agathon, fordi han un-
derlægger begæret videnskaben og sáledes
instrumentaliserer fornuften. Begge posi-
tioner - Agathons ándelige og Pausanias’
tekniske - er ifølge Platon utilstrækkelige.
I Dilettanterne er disse to positioner som
et billede pá en splittet og forkrampet Eros
repræsenteret ved Fabian som skønánd og
som god tekniker.