Fróðskaparrit - 01.01.2005, Side 42

40
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
som en forestilling, hvor tæppet til sidst
gár ned (111). Men det er samtidig her, at
han ledes til at se fru Nordlunds stuelampe
uden skærm, der er et billede pá solen
som kilde til virkelighed og sandhed. Han
ledes til at se lyset, men ser det ikke rig-
tigt.
At fru Nordlund er tættere pá Eros
end Fabian, bliver endnu mere ábenlyst
under behandlingen af det syge øje, hvor
hun indtager rollen som hjælperske og fi-
lantrop. Godheden er her en sublimeret
Eros. Fru Nordlund er i besiddelse af et
væsentligt Eros-træk derved, at hun tager
sig af den tilskadekomne og sáledes ogsá
i denne henseende forbindes med menne-
skets ufuldkommenhed: “som han lá her
pá den lave divan, befriet for sine sølede
klæder, tvættet, ompuslet, som pá et sy-
gehus næsten” (106). I Symposion kalder
Aristofanes Eros for en læge og mennesket
for patient. Eros er en filantropisk gud,
For han er den mest menneskevenlige af
alle guder, en hjælper for menneskene og
en læge for det, som det er den største
lykke for menneskeslægten at blive hel-
bredtfor (Platon, 2000: 189D).
I kraft af behandlingen fár Fabian mulig-
heden for at blive helbredt for sin virke-
lighedsangst. Men som novellens tilbage-
blik pá begivenhederne giver et fingerpeg
om, tager han kun imod den rent praktiske
hjælp fra den menneskevenlige gud. Der-
med er han fortsat fortabt.
Fru Nordlunds hjælpsomhed rækker li-
gesom Isans ud over almindelig lægelig
hjælp, idet de begge formidler nyt liv og
nye muligheder. Diotima og fru Nordlund
repræsenterer begge udødelighed og nyt
liv. Udødelighed kan mennesket kun opná,
siger Diotima, “ved at føde, derved at den
efterlader sig et andet nyt væsen i stedet
for det gamle” (ibid.: 208A). Navnet Dio-
tima betyder ‘kær ad Gud’ pá græsk og
understreger hendes rolle som formidler
mellem menneskeligt og guddommeligt
(jf. næste afsnit).
Idet fru Nordlund selvbevidst former sit
eget liv er hun desuden skaber af liv i in-
dividuel forstand. Hun har “kureret” (109)
sig selv for jalousi og har besluttet sig for
et nyt liv et andet sted. Det ligger i hendes
navn, at hun altid vil finde en ny lund,
et nyt sted at blomstre i ligesom Platons
Eros, som “snart blomstrer ... og lever,
snart dør ... hen” (Platon, 2000: 204A).
Fru Nordlund repræsenterer liv og død,
dvs. mennesket og verden som døende og
som en bestandig overvindelse af døden.
Hun legemliggør en fortsat generobring af
Eros báde pá det basale erotiske plan og
pá det ándeligt-erotiske plan, hvorimod
Fabian - som pá trods af fru Nordlunds
genfødelse af ham ikke formár at genskabe
sig selv - stár for tabet af livsmuligheder.
I overensstemmelse med ovennævnte
beskrivelse af Eros som et blomstrende
væsen beskrives Eros’ bestandige for-
nyelse i Dilettanterne med talrige blom-
sterbilleder herunder det skiftevis blom-
strende og afblomstrede rønne-espalier,
der pryder fru Nordlunds hus. Det áben-
lyse i hendes og træernes blomstren og
afblomstren stár i skarp kontrast til navnet
Agathon, som er “hemmeligt blomstrende
i det ubemærkede” (68), og som afspejler