Fróðskaparrit - 01.01.2005, Síða 43

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
41
Fabian som dyrker af et navn i stedet for
at hengive sig til livet. Som fru Nordlund
har hun desuden haft sin samlivsmæssige
blomstringsperiode, men lever nu alene og
har besluttet sig for at finde en udvej ud
af sit nuværende liv for sáledes fortsat at
blomstre. Hun befinder sig i Eros’ spæn-
dingsfelt, idet hun beskrives som ‘fru’ og
alligevel er alene, samtidig med at hun er
alene og pá vej mod nye tider pá nye ste-
der.
Gennem fru Nordlund finder novellen
en udvej. Hun er hovedaktøren i novel-
lens vendepunkt, hvor kosmisk belysning
og befrugtning tjener som en slags ud-
lægning af enheden af det gode, sande og
skønne. Efter opgøret med Fabians narcis-
sisme kommer novellen til sidst for alvor
med sit bud pá tilværelsen. Det svarer til
Diotimas position i Symposion som tale-
rækkens udvej modsat Sokrates, hvis so-
fisme fremstilles pá samme tid skarpsinđig
og udvejsløs, fordi den ikke indholder et
egentligt bud pá tilværelsen. Dertil kom-
mer, at Diotima beskriver Eros som udsat,
beslutsom og erfaren og dermed som mere
end skarpsindig fornuft:
Men som søn af Udvej og Armod er Eros
stillet sáledes, at hanfor detførste altid er
fattig og langtfra fin og smuk, som mange
tror om ham, men derimod hárdfør og
senet og barfodet og hjemløs, sádan som
han altid ligger pá den bare jord uden no-
get over sig ... og altid lever med mangel
pá noget (Platon, 2000: 204A).
Som en vraget pige i en sladrende ravne-
krog befinder fru Nordlund sig i en ud-
sat position i samfundet. Hun er den in-
teressanteste figur i novellen, fordi hen-
des mangelfuldhed formár at udfolde og
beslutte sig midt i en kaotisk udsathed.
Hun er det kreativt udfoldende menneske,
der forstár at finde muligheder i den be-
grænsning, som det er at fjerne sig fra det
normale svarende til den fulde virkning af
to vinger. Men i mangelfuldheden viser
mennesket og mulighederne sig. Det er
ogsá et af Platons pointer, at mennesket
bliver moralsk udadsøgende af indsigten i
sin egen begrænsning og endelighed. Fru
Nordlunds repræsenterer denne indsigt
ved sin omsorg, som ábenbarer gensidig
afhængighed i form af hjælpsomhed, lidt
munterhed, praktisk fornuft og samtale.
Civilisering af mennesket træder i stedet
for dæmonisk indestængte kræfter (jf. Pla-
ton, 2000: 190C-191B). Omsorgen viser,
at Eros er en figur, der ogsá er forbundet
med nærvær og menneskets nuværende
tilstand.
Den implicitte fortællers fortolkning af
Eros har et talerør i fru Nordlund. Det
guddommelige bliver først interessant, da
det guddommelige og det menneskelige
bringes sammen og fortolkes, og hvor or-
det bliver til kød. Det guddommelige má
efterstræbes og oversættes. Det gør fru
Nordlund i kraft af sine handlinger inklu-
sive flygelspillet, som pá en kaotisk og
dramatisk baggrund gør ánd og toner til
noget, der kan sanses. Det er det Fabian
ikke formár. Han vil hellere isolere og
hypnotisere sig i steril guddommelighed
og være en anden end den han er, og han
afstár dermed fra at nærme sig det gud-
dommelige som mangelfuldt menneske.