Fróðskaparrit - 01.01.2005, Síða 45

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
43
er Fabian modsætningsfiguren, der med
sin narcissistiske urummelighed negerer
sted og kosmos. Hans indskrumpede ver-
den symboliseres ved det “lave loft” i hans
hybel (67).
Til rummeligheden og højtideligheden
omkring fru Nordlund føjer der sig et ele-
ment af gádefuldhed, som modsat Fabians
hemmelighedsfuldheder er en raffinering
og ikke en udelukkelse af Eros og sále-
des en slags kunstnerisk selvtematisering.
Forbindelsen mellem flyglet og det kos-
miske lys fra máneskærmslampen tjener
i denne sammenhæng til en oplysning af
fru Nordlunds gádefuldhed uden dog at
oplyse den helt. Hun kan højne sin Eros
ved flyglet og minder i den henseende om
den gádefulde Diotima, der formidler det
guddommeiige ved sin særlige disciplin
kaldet he mantike, tydningskunsten. Dio-
tima er ikke visdommens gudinde, men et
guddommeligt talerør (Olsen, 2004: 79).
I modsætning til Agathons fascination af
det nye og af retoriske kneb repræsenterer
Diotima fornuft og indsigt i mytens uind-
fangelighed. Det samme forhold gør sig
gældende i Dilettanterne mellem Fabian
og fru Nordlund. Han repræsenterer de
uintegrerbare yderpoler, teknik og roman-
tisk flugt, det hyperkonkrete og det alt for
luftige, mens hun er den vise, der med sit
flygel og sine erfaringer fbrmár at fortolke
i spændingen mellem lavt og højt, nært og
fjernt, klart sollys og et varmt máneskin-
slignende lys. Novellen kan sáledes læses
som en modsætning mellem det dæmoni-
ske, som binder livet og det daimoniske,
som giver livet luft under vingerne.
Sammenfattende kan siges, at Fabian og
fru Nordlund begge er stækkede: den ene
med blot det ene øje, den anden med blot
den ene vinge. Men det er dog et ulige par
ovenikøbet med stor aldersforskel. Med
Fabians passivitet og momentane aggres-
sivitet bliver Eros en unødvendigt stæk-
ket Eros, hvorimod Eros med fru Nord-
lunds rummelige væren og kontinuerlige
blomstren og afblomstren fremstár som
en uundgáelig og evigt stækket Eros, der
hele tiden er ude i vinden, for nu at bruge
et af novellens genkommende billeder pá
virkelighed. Over for den mangfoldige og
komplicerede Eros forbliver mennesket en
dilettant. Fabian prøver ikke engang og
kvalificerer sig dermed ikke rigtig som di-
lettant hverken pá scenen eller i virkelig-
heden. Han er kun halvvejs med i spillet,
hvorimod fru Nordlund har en ballast og
flere ting at ‘spille pá’. For det første har
hun sine erfaringer, som gør at hun er i
stand til at konfrontere sig med dybere,
krævende følelser, hvorimod Fabian i sin
virkelighedsflugt vælter sig i føleri. For
det andet er der flyglets løftede vinge, der
er en stækket og dødelig Eros, men ogsá
noget, som overskrider fru Nordlunds ero-
tiske affærer og rækker ud over det er-
farede. Fabians Eros er kun halvhjertet i
sine tilnærmelser, og han fár derfor hver-
ken konkret erfaring eller erfaringsover-
skridende oplevelser. Han vælger ensidigt
den anden verden, som er en bevægelse
væk fra den anden og tænker sig, modsat
fru Nordlunds virkelighedsnære skikkelse,
bort fra dødelighed, lidelse og ufuldkom-
menhed. Han springer virkeligheden over
i hábet om en højere verden, men ender
ironisk nok i en lavere verden, i en ørken.