Fróðskaparrit - 01.01.2005, Page 47

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
45
stærkere tilhænger af det skønne i det gode
end Platon, som flere steder anfægter den
klassiske forening af skønt og godt og des-
uden behandler spørgsmálet om det skøn-
nes godhed. Heinesens ironisk-humoristi-
ske skildring af Fabians teknisk skønne
tale og skønskrift er udtryk for en eklatant
kritik af retorik, som ikke i samme grad
forekommer hos Platon.21 Novellens ironi
gør op med forbindelsen mellem erotik
og en romantiserende retorik. Heinesen
markerer forskellen til Symposion ved at
gøre Agathon alias Fabian til en indad-
vendt figur, mens Platons Agathon-figur
som nævnt er en højst udadvendt figur
med livsbekræftende træk. Det fár konse-
kvenser for deres sprog, som for Fabians
vedkommende udtrykkes i dæmonisk ufri-
hed. Fabian lærer aldrig det blomstrende
forár at kende, selv om han senere i livet i
indbildt selvstændighed páberáber sig stor
erfaring (101). Hans Eros strømmer ikke,
fordi den er blevet afbrudt i sin fødsel.
Fabians Eros er underernæret, hvorimod
Platons Agathon inkarnerer en udadvendt
selvstændighed, om end ogsá en oversti-
muleret, ubegrænset Eros.
Men i det hele taget ligger Heinesens
Eros-opfattelse tæt op ad Platons, sáledes
som den er beskrevet i Symposion. Pá
trods af den store afstand i tid kan deres
indfaldsvinkler til Eros betegnes som to
veje til en nærtbeslægtet antropologi. Den
nærtbeslægtede Eros-opfattelse fremgár
især af Diotimas tale, hvor Platons ud-
vikling af Eros-begrebet fuldbyrdes som
noget báde sanseligt og ándeligt. Diotima
siger til Sokrates:
Alle mennesker gár svanger, Sokrates,
legemligt som sjæleligt, og nár de har
náet en vis alder, begærer vor natur at
føde ... For elskoven er ikke til det skønne.
Sádan som du tror, Sokrates, sagde hun
- Men hvad til sá - 777 at fostre og føde i
det skønne (Platon, 2000: 63-64).
Sprogets narcissisme
Den selvlærde danske filosof og psykolog
Ludvig Feilberg har udformet en sjælelig
levelære, en livsfilosofi, som jeg til sidst
vil anvende til at kaste lys over Fabians
narcissisme i særdeleshed og William Hei-
nesens Eros-opfattelse i almindelighed.
Ludvig Feilberg kan i denne forbindelse
bidrage til forstáelse af Heinesens kritik
af snævre fokuseringer pá individet og
sproget.
Feilbergs praktiske livsfilosofi har som
formál at fá størst udbytte ud af menne-
skets sjælsevner. Han er kulturkritisk og
mener, at disse evner ikke har optimale
livsbetingelser i frigørelsens tidsalder. Det
moderne menneske har fortrængt forbin-
delsen til naturen og har erstattet umid-
delbarhed med refleksion og selvglemsel
med selvhævdelse.
Feilberg gár konkret til værks og fun-
derer sine undersøgelser af sjælens mu-
ligheder pá naturiagttagelser og selviagt-
tagelser. Han sætter sig for at indkredse
to fænomener, som han kalder “Ligeløb”
og “Kredsning” (Feilberg, 1949: 147f).
“Ligeløb” er en tilstand af “Suspension”,
hvor man suspenderer sin vilje, hvorimod
“Kredsning” er en tilstand, hvor sjæleli-
vet er under indflydelse af viljen og ind-
snævres i en narcissistisk selvoptagethed.