Fróðskaparrit - 01.01.2005, Qupperneq 49

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
47
kelighedsforbindelse med sans for uen-
delighedens dimensioner og tilværelsens
grundspørgsmál. For at dette kan ske, má
tingene - i betydningen det, der forekom-
mer virkeligt - suspenderes for siden at
genopstá som billeder. Heinesen har ind-
viklede strategier for, hvordan ‘virkelighe-
den’ ophæves og genfortrylles. Dilettan-
ternes særlige stil er et eksempel. Ser vi
pá de mere typiske heinesenske fortællere
frigør de sig efterhánden fra skildringer
af naturen som et brydsomt arbejdsvilkár
for i stedet at tolke den sjæleligt gennem
barnet og barnligt legende sjæle. En grá
og grum virkelighed suspenderes i fabu-
lerende fortælleglæde. William Heinesens
talrige spontane figurer er billeder pá fik-
tionen som en mulighedsværdi, der kan
betragtes som en kunstnerisk fortolket
udgave af Feilbergs forestilling om ligelø-
bets forhøjede mulighedsværdi. Heinesens
rnange spillemænd - som fru Nordlund er
en kvindelig udgave af - repræsenterer
sprogets paradoks, som er ønsket om at
give slip gennem sproget, om at ophæve
refleksionen gennem refleksionen. I Dilet-
tanterne er sprogets paradoks trádt i bag-
grunden til fordel for sprogkritik i form af
sprog som negation af fiktionens mulig-
hedsværdi. Fabian udstilles i denne hen-
seende, tbrdi han i tale og skønskrift gør
sproget til en ting og til et mál i sig selv.
Han evner ikke at slippe, og sproget tøm-
mes derfor for alt andet end ham selv.
Heinesens blomstrende billedsprog er
en kunstnerisk imitation af ligeløbet som
vegetativ mental tilstand. Et sprog, der le-
ver nted skriftens distancering, men som
ogsá lever med i sit eget figurerede og
fabulerede ligeløb i forsøget pá at udstyre
fiktionen med den samme fortætning og
opladthed, som kendetegner direkte ople-
vet ligeløb. Den retorik, Fabian er indhyl-
let i, er derimod en evindelig selvfokuse-
ring. Den blokerer for al anden iscenesæt-
telse - selv for dilettantskuespillet - end
netop selviscenesættelsen.
Afslutning
Jeg har gjort rede for Heinesens Eros-
opfattelse hovedsagelig som en videre-
tolkning af Platons synspunkter om Eros’
manglende rundhed. Det menneskelige
ideal i báde Dilettanterne og Symposion
udgør et spændingsfelt mellem den reelle
mangel pá afrundethed og drømmen om
rundhed.
Heinesens Eros-synspunkt fungerer som
en slags opdatering af Platons tilsvarende
synspunkter. Platons dialog udspiller sig
i en brydning mellem et arkaisk og et
moderne sofistisk miljø, mens Heinesens
Eros-opfattelse fremstilles som en bryd-
ning mellem en oprindelig mytisk, natur-
bunden fantasi og et modernistisk sprog-,
menings- og erfaringstab. Forskellen mel-
lem Heinesens og Platon er især, at Hei-
nesen skriver efter og under indflydelse af
det 19. árhundredes kritik af idealismens
fejlslutninger.
Dilettanterne vender sig mod virkelig-
hedsforflygtigende fantasi og retorik og er
sáledes en kritik af det, som i Heinesens
senprosa opfattes som en unødvendig af-
stand til liv som kraft og skabelse i et
i forvejen afstandsskabende medium som
skriften er. Novellen kritiserer overdreven
romantisk fantasi uden at overtage oplys-