Fróðskaparrit - 01.01.2007, Blaðsíða 38

36
NATIONAL IDENTITET I DET FÆRØSKFAGLIGE RUM
I DETALMENE GYMNASIUM
viduelle psykiske processer. Den sociale verden
har forrang i forhold til det individuelle, fordi
det sociale (samfundet) er bærer af den kulturel-
le arv, som er en forudsætning for udviklingen
af tænkning19
Den kulturelle diskurs, som i udsagn 1.2.1
báde bliver italesat gennem forfædre og
sprog, bliver forstærket af, at udsagnet un-
derstreger, at det har stor betydning, at
”man er god til at skrive og tale til eget
modersmál”. Udsagnet indeholder sáledes
en eksklusionsdiskurs, hvor det bliver
fremhævet, at der kun er tale om ens eget
modersmál og ikke andres, og at dette mod-
ersmál er situeret i en historicitet, som báde
er forankret i sproget og hos forfædrene.
Det dialektiske forhold mellem subjekt/ob-
jekt og mellem kultur bliver italesat i dette
udsagn, hvor udsagnet “eget modersmál"
viser, at sproget er subjektsrelateret og at
den kulturelle arv er medieret20 i subjektets
bevidsthed. Den kulturelle arv eller det in-
stitutionaliserede udtryk for nationalitet bli-
ver yderligere understreget ved anvendelsen
af det ubestemte pronomen “ein” og brugen
af det possessive pronomen i 3. person
“sit”, som fremstár som kollektivt deiksis.
Det kommer til udtryk i, at informanten
besvarer spørgsmálet med en vis personlig
distance, som dog løfter selvet ind i det kol-
lektive selv, der omfatter alle, der taler fær-
øsk og som har deres genealogiske tilhørs-
forhold til Færøerne. Forfædre og sprog er
objektsrelateret og skal forstás som den kul-
turelle kontekst, hvori udsagnet er situeret i.
Subjektets kulturelt forankrede genealog-
iske tilhørsforhold bliver forstærket af bru-
gen af vendinger som “sine forfædre" og
“sit sprog“, samtidig som det ved brugen af
deiktiske “sine“ og “sit“ knytter udsagnets
subjekt til det sociale fællesskab, som har
færøsk som sprog og forfædre, der har sin
oprindelse i Færøerne.
Den romantisk situerede diskurs, at sub-
jektet er et produkt af nedarvet kulturarv, er
eksplicit og med til at skabe en slags re-
ligiøs forpligtelse, som inkluderer sproget,
forfædrene og selvet. Endvidere bliver sel-
vet til i dialog med den kulturelle kontekst,
hvor sproget og forfædrene bliver medieret
gennem modersmálet. Subjektet bliver me-
dieret lil sproget gennem den kulturelle og
genealogiske arv, hvor modersmálet frem-
stár som det kommunikative redskab (tale
og skrive). Vygotskys og hans kolleger ud-
viklede begrebet ’kunstigt medieret og ob-
jektorienteret virksomhed’, hvis ide gár ud
pá, at mennesket aldrig forholder sig direkte
til omverdenen.21 Forholdet mellem subjekt
og objekt er medieret, og det, der medierer,
er kulturelle redskaber og tegn. Menneske-
lig virksomhed fremstár sáledes som en tre-
delt struktur som med eks. 1.2.1 fremstár
sáledes:
Modersmálet
Forfædrene
Den emotionelle diskurs, der præger udsagn
1.3.1, har helt klart ogsá religiøse under-
toner, og udsagnet udtrykker tydeligt et
kærlighedsforhold, hvor subjektets forhold
til landet fremstillcs metaforisk som en els-
kende, der tænker pá sin elskede. I udsagnet