Fróðskaparrit - 01.01.2007, Blaðsíða 40

38
NATIONALIDENTITET I DET FÆRØSKFAGLIGE RUM
I DET ALMENE GYMNASIUM
er en nedarvet skat, som skal overleveres til
næste generation, er i overensstemmelse
med en romantisk traditionalismediskurs og
samtidig et eksempel pá, at sproget har en
grundlæggende betydning for den nationale
identitetsdannelse. Det deiktiske brug af
“vi” er ogsá med til at integrere selvet i et
nationalt fællesskab, som báde bliver me-
dieret gennem sproget og samtidig etablerer
en fællesskabsfølelse over tid.
Den religiøse og emotionelle retorik,
som præger disse udsagn, er klart et levn fra
den romantiske diskursorden, som især blev
synlig i Færøerne, efter at den nationale
bevægelse først blev institutionaliseret i
Føringafelag og siden blev politisk.
Nationalitet udtrykt som
genealogi og kultur
Den genealogiske diskurs omfatter fami-
lien, sociale relationer, natur, mad, kultur,
sprog, bygden og nationen. De svar, som
eleverne afgiver i de kvantitative spørge-
skemaer ”flyder over” af udsagn vedrø-
rende deres nationale, kulturelle, sociale og
familiære tilknytning. En pige svarer, at det
bedste ved at være færing er ”at bo i Fær-
øerne, og hvis ikke, sá har man altid et sted
at komme hjem til igen. Vi kan være stolte
af vores land. Her er det trygt at være, lille
samfund - godt sammenhold.”
[” At búgva í Føroyum, og um ikki, so hevur
ein altíð eitt stað at koma heim aftur til. Vit
kunnu vera stolt av okkara landi. Her er trygt at
vera, Iítið samfelag - gott samanhald.”]22
En anden pige svarer: ”Man føler sig som
noget særligt. Hvis du fx rejser ud i verden
og fortæller om vores land, synes de fleste,
at det er utroligt, at vi har vores eget sprog,
flag og kultur, selv om vi er sá smá.”
”Ein følir seg sum nakað serligt. Ti fert tú t.d. út
í heim og fortelur um okkara land, halda tey
flestu, at tað er ótrúligt, at vit hava okkara egna
mál, flagg og mentan, sjálvt um vit eru so
lítlar.”23
Der er tydeligt i disse udsagn, at tilknytnin-
gen til Færøerne repræsenterer intimsfæren,
som man altid kan vende tilbage til - en
slags tryghedsbase. Det deiktiske brug af
“vi/vores“ giver klart udtryk af en foran-
kring i et socialt (nationalt) og genealogiskt
fællesskab, som inkluderer semiotiske ud-
tryk som sprog, flag, kultur, samfund og
land. Det første udsagn har endvidere ver-
den udenfor som en slags kontekst, og i ud-
sagnet ligger, at hvis man ikke trives i ud-
landet, sá har man altiđ et sted at vende
hjem til.
Denne følelse kan ogsá tippe over indi-
mellem og flere informanter giver udtryk
for, at det føles som “for meget,” hvilket ses
i dette svar til spørgsmálet, hvad er typisk
for en færing. En pige svarer: ” Trives godt
i andegárden, ellers nødt til at se udefter
pga. at Færøeme er et sá lille iand. Be-
hjælpelige, fredelige, ydmyge og lidt lala.
Stár tæt sammen, nár nogen truer os.”
[Trívast gott í dunnugarðinum, annars noyddir
til at lita úteftir orsaka av tí, at Føroyar er so
lítið land. Hjálpsamir, friðarligir, eyðmjúkir og
eitt sindur lala. Standa sterkt saman, tá onkur
hóttir okkum.” ]24
Pá den anden side bliver der i dette udsagn
klart udtrykt følelsen af at være de smá og
tmede, og denne diskurs er gennemgáende
i store dele af færøskfagets diskursorden,
især er det eksplicit i sprogdiskursen. I ud-
sagnet ligger mange modsætninger, fx ud-