Fróðskaparrit - 01.01.2007, Blaðsíða 32

30
NATIONAL IDENTITET I DET FÆRØSKFAGLIGE RUM
I DET ALMENE GYMNASIUM
Ifølge Rod Hauge et al. er en nation: “ett
folk som bebor ett avgránsat territorium och
som soker ett politiskt uttryck for sin ge-
mensamma identitet, vanligen gennom ett
ansprák pá status som sjálvstándig stat“ og
de fremfører, at nationen, ligesom staten, er
i sig selv politisk, og at man kan pástá, at
en nation er et folk pá jagt efter en stat. De
fremhæver, at selv om “nationella ansprák
pá status som sjálvstándig stat inte alltid
foljer, implicerar iden om nationalitet ett
ansprák pá statsmakt.”2 Ifølge dem er staten
pá den anden side et ret abstrakt fænomen,
som i de fleste tilfælde bliver knyttet til
deres myndighed til at udøve magt, og de
definerer staten i relation til statsmagt. Den-
ne statsmagt bestár af institutioner, som har
ansvar for at tage fælles beslutninger for
samfundet, og de fremfører endvidere, at i
en smal forstáelse refererer statsmagten til
det højeste politiske niveau inden for sá-
danne institutioner3.
I forbindelse med skolesystemet og den
opgave, som nationalstaten tillægger sko-
len, er det relevant at se pá, hvad Anthony
Giddens siger om nationalstaten og de in-
stitutionelle styreformer, som er med til at
afgrænse et territorium i forhold til andre
stater. Han siger bl.a.:
Nationalstaten, som eksisterer i et kompleks af
andre nationalstater, beror pá et sæt af insti-
tutionelle styreformer, der opretholder et
administrativt monopol over et territorium med
demarkerede grænser, hvis herredømme sank-
tioneres af lov og med direkte kontrol af interne
og eksterne voldsmidlet4
I forlængelse af Giddens kan man sige, at
det var den danske stat, som stod for de in-
stitutionelle styreformer og som med sit
herredømme og kontrol styrede skolevæs-
enet i Færøeme helt til det pædagogiske an-
svar blev overdraget til færøske myndighe-
der i 1978, og delvis til I. januar 2002, hvor
skolevæsenet endeligt blev overtaget. Den-
ne modsætning mellem en institutionalise-
ret nationalitet, som bliver manifesteret
igennem statsinstitutioner, og en nation-
alitet, som ikke er institutionaliseret og som
er præget af en ideologisk diskurs med
emotionelle og eksistentielle bevæggmnde,
har præget og præger stadig det færøske
skolevæsen.
Fra en antropologisk synsvinkel frem-
fører Benedict Anderson, at nationalitet er
forestillet politisk fællesskab; forestillet,
fordi selv ikke i de mindste nationer vil
medlemmerne kende alle deres medfæller,
møde dem eller høre om dem. Alligevel er
de fleste i fællesskabet i deres sind bevid-
ste om fællesskabet, dvs. at nationen og na-
tionalt tilhørsforhold er en kognitiv medier-
ing, som kan forekomme individet mere
eller mindre naturligt, alt efter (ideologisk)
stásted eller engagement i spørgsmálet. Na-
tionen er i sin natur báde forestillet som af-
grænsende og suveræn pá samme tid.5 Sá-
ledes forener nationalt fællesskab dets med-
lemmer báde i rum og tid. Derfor er histo-
riske personer som fx den første landnams-
mand Grimur Kamban, høvdingen fra Fæ-
ringasaga Tróndur í Gøtu og bonden, skip-
peren og tottedigteren Nólsoyar Páll fæ-
ringer ligesável som idræts- og musikidoler,
som i nutiden gør sig gældende uden for
Færøerne, fx fodboldspilleren Todi Jónsson
og musikerne og sangerne Teitur Lassen og
Eivør Pálsdóttir omfattet af den etniske be-