Fróðskaparrit - 01.01.2007, Blaðsíða 61

TJÓÐARSAMLEIK.I í FØROYSKLÆRUGREININI í STUDENTASKÚLANUM
59
°g de omgivelser, som selvet er omgivet af.
Anden gruppe er lidt sværere at afgrænse,
men den omfatter de traditioner og den kul-
tuf som selvet italesætter, herunder kom-
Wer madspecialiteter. Det, som især kan
være svært at placere, er fx grindefangst. Er
den en tradition eller bare almindelig fangst
efter føde eller er den blevet et symbolsk/
seiniotisk udtryk, der defínerer “os” i for-
hold til “de andre” - færinger vs. interna-
tionale miljøorganisationer. Som det frem-
gar af empirien er grindefangst klart blevet
et semiotisk udtryk for tradition, herunder
udtryk for etnicitet/nationalitet som de-
finerer “os” i forhold til “de andre”. Under
den tredje gruppe kommer symboler eller
semiotiske udtryk, som overordnet symbol-
'serer eller italesætter nationalitet eller na-
tionen over lid og rum.
Gruppe 1 kendetegnes ved at italesætte
selvets intimsfære, den genealogiske og den
territoriale tilknytning til Færøerne og na-
tionalitet. Familien og slægten [3.6.1 ], et af-
graenset fælles territorium [3.6.9] og na-
turen [3.6.1/4/5/7/8], især havet, fremstar
som semiotisk udti-yk for nationalitet. Selv-
et bliver her italesat over tid, hvilket er med
td at skabe det imaginære fællesskab, som
'ækker tilbage i historisk tid.
Gruppe 2 anskueliggør selvets sociale
tdhørsforhoid, som bliver medieret gennem
de traditioner og den kultur, der præger den
s°eiale kontekst, som selvet konstituerer og
konstitueres igennem. Udsagn 3.6.2 frem-
stiller tydeligt bevægelsen: tøj, mad og
sProg, hvilket fremstár som semiotisk ud-
hyk for selvets basale individualitet i social
°ntekst. Speciel færøsk mad bliver i de
este tilfælde fremdraget med overbegre-
bet “maden,” men “skærpekød” og “tørt
grindekød“ bliver nævnt eksplicit, hvilket
má tillægges, at det er det mest typiske
semiotiske udtryk (fár/grindehval) for fær-
øsk “nationalmad“. Sproget medierer indi-
videt i social interaktion. “Eget sprog”
[3.6.9] og skriftsproget [3.6.4] bliver frem-
draget, og benyttelsen af den fínitte form
“sproget” [3.6.2] er udtryk for, at der kun er
et sprog, som er med til at italesætte færøsk
nationalitet. Adfærd fremdrages ligeledes
som et semiotisk kendetegn for nationalitet.
Her er det især venlighed og gæstfrihed,
som bliver fremhævet som positive værdier,
men (overdreven) beskedenhed [3.6.10]
fremhæves som negativ, hvilket understreg-
es af “overdreven“, som er tilføjet i par-
entes. I udtrykket ligger ligeledes en me-
diering af falsk beskedenhed, som gár igen
i den øvrige empiri. Den færøske mentalitet
[3.6.4] bliver nævnt mcd en selvfølge, som
fremstár som en realitet, som ikke er nød-
vendig at uddybe. Det kan tolkes som, at
selvet i dette udsagn føler sig tryg og er
bekendt med den mentalitet, der medierer
de nationale kendetegn, som selvet forbin-
der med færøsk nationalitet. At det ligeledes
er en traditionssitueret mentalitet, som til-
lægges et afgrænset territorium omringet af
hav, vidner resten af besvarelserne fra den-
ne informant om.
Den betydning kultur overordnet har for
den nationale tilknytning, er eksplicit i ud-
sagnene i 3.6, og det er ligeledes kendetegn-
ende, at kultur som semiotisk udtryk i disse
besvarelser er historisk forankret. Kulturen
bliver nævnt som metabegreb, men det er
især folkloristiske kulturlevn, der bliver
fremhævet: fx sagn, kvad [3.6.4]