Fróðskaparrit - 01.01.2007, Blaðsíða 39

TJÓÐARSAMLEIKI í FØROYSKLÆRUGREININI í STUDENTASKÚLANUM
37
•'gger ogsá en nærmest religiøs fanatisme,
som klart har en eksklusion indbygget, hvor
alle de færinger, der ikke tænker pá eller
holder af landet, er ekskluderet. De bliver
indirekte i dette udsagn ikke opfattet som
færinger. Svar 1.3.1 og 1.4.1 er afgivet af
den samme person, og den udtalte emo-
tionelle følelsesdiskurs, som præger udsagn
'•3.1, gár igen i 1.4.1. Det er især moder-
landskærlighed og dens indhold, der bliver
h'ukket frem i dette udsagn. Nár vedkom-
mende til slut nævner den ”dej lige kultur”,
er udsagnet ved at vippe over i det sarkas-
tiske, men resten af besvarelsen tyder ikke
Pa en sarkastisk holdning til spørgsmálet, sá
besvarelsen má udlægges som en kraftig
pointering af den betydning, som nationalt
tilhørsforhold har for selvets identitet. I
forhold til Bo Lindbergs opdeling af latin
°8 niodersmál kan rnan sige, at det er ty-
deligt, at det hedder “moderland” pá færøsk
°g ikke fædreland, som det hedder pá
dansk. Dei-ved har man tydeligt italesat in-
timsfæren og den intime tilknytning til
moderen og den intimsfære, som moderen
repræsenterer, nár man har markeret sit na-
honale tilhørsforhold i niodsætning til det
'ustitutionaliseredc “fædreland”, som Dan-
mark var, nár en nationalitet voksede frem
i Færøerne. Ordene “føðiland” (fødeland)
°g “fosturland” (fosterland), som ogsá i fæ-
drelandsdigtning bliver brugt orn “moder-
landet”, har ligeledes konnotationer til in-
timsfæren.
Helhedsbi lledet af udsagnet i eksempel
* er en slags tryghedsnarkomani, hvor dette
udsagn sammen med udsagn 1.3.1 fremstár
s°m en uforbeholdcn kærlighedserklæring
mcd guddommelige, heroiserende under-
toner. De forstærkes, nár der spørges, hvor-
dan vedkommende er i forhold til den ka-
rakteristik, vedkommende giver af en typisk
færing (1.3.1). Svaret er: ”Jeg har det pá
samme máde. Jeg elsker min hjembygd,
min ø og mit land. Sá skal det ogsá bemær-
kes, at jeg er stolt over at være færing”
[“Eg havi tað uppá sama hátt. Eg elski mina
heimbygd, mína oyggj og mítt land. So skal
eisini nevnast at eg eri stoltur av at vera
føroyingur”].
Det vil med andre ord sige, at den roman-
tiske nationaldiskurs, som gennemgribende
præger disse udsagn, er en integreret del af
subjektet. Retorisk har vedkommende over-
taget en nationsbygningsdiskurs, som har
sine rødder i den romantiske diskurs, der
prægede den nationale periode. Udsagnet
kan i en global diskurs og i en modernitets-
diskurs fremstá som en anakronisme, men
udsagnet er i overensstemmelse med en tra-
ditionalismediskurs, som har sine rødder i
en national vækkelse og i et udtryk for øns-
ket om en selvstændig stat. Nár denne elev
bliver spurgt, hvad der er det værste ved at
være færing, er svaret, “at vi er under Dan-
mark!” [At vit eru undir Danmark!]”. Spro-
gets vigtighed understreges i slutbemærk-
ningen: “Jeg synes, at det har stor betyd-
ning, at færinger udvikler det færøske
sprog, fordi vi er sá fá, som kan det; derfor
er det vigtigt, at generationeme efter os
ogsá má kunne det færøske sprog.”
[”Eg haldi, at tað er týdningarmikið, at føroy-
ingar menna seg um tað føroyska málið, tí vit
eru so fá, sum duga tað, tí er tað týdningar-
mikið, at ættarliðini aftaná okkum eisini mugu
duga tað føroyska málið.”]
Den slægtsfølelse og følelsen af, at kulturen