Læknablaðið - 01.09.1956, Blaðsíða 20

60
LÆKNABLAÐIÐ
en tibialis anterior med be-
gyndelseskraft pá 1 altid vil
være ude af balanee, den svag,e
vil aldrig kunne „indhente“
den stærke; her vil tibialis ikke
blive sá stærk som peronæus,
og derfor vil der lier være stor
risiko for opstáen af en defor-
mitet, en valgusfod.
Sharrard har ligeledes fore-
laget en sammenligning mel-
lem det kliniske og det histo-
logiske billede, idet 7 n0je un-
derspgte poliopatienter dpde af
andre lidelser pá ,et sent tids-
punkt efter polioangrebel. Han
viste, at de enkelte musklerbli-
v,er forsynet af forliornsceller
anordnet i s0jler i medulla, i
reglen strækkende sig gennem
3—4 segmenter, sjældent g,en-
nem kun 2. De muskler livis
cellespjle er lang, vil have st0r-
re chance for at bevare nogen
funktion, end livis s0jlen er
kort og derfor lettere bliver to-
talt destrueret v.ed et polioan-
greb. Celledestructionen er
spredt ganske uregelmæssigt
igennem medulla med stdrre
og mindre foci. Yisse muskler,
for exempel tibialis anterior og
posterior og de lange muskler
til tæerne, er oftere paralyse-
rede end paretiske, medens
hoftemusklerne ofter,e er pare-
tiske end paralyserede — delte
svarer til den længere sojle af
forhornsceller til hoftemusk-
lerne og den kortere til libialis
anterior og posterior.
Han fandt ogsá en vis sam-
m.enhæng mellem udviklingen
af pareser af bestemte musk-
elgrupper eller muskler, det
var dem, hvis cellespjle st0dte
op til binanden, han kalder
dem associerede muskler. En
muskels prognose var forbun-
det med de associerede mus-
klex-s tilstand. 90% af de mus-
kler, der er paralytiske ved ö
mdr.’s tidspunktet forbliver 0.
En muskel i en totalt paraly-
tisk extremitet har praktisk ta-
get ingen chance for at komme
sig.
Endvidere fandt ban, at
selvom der ikke er klinisk pa-
rese, kan man finde, at nerve-
forsyningen lil nogle muskler,
især dem med kort cellespjle,
kan være formiixdsket nxed
ö0%. Dette kan máske for-
klare, at man især í glutæus
medius og tibialis anterior og
posterior kaxx se nedsættelse af
kraft ved anstrengelse eller
oversti'ækning. Det er ,et for-
liold, sonx mange andre end
Sharrard har været opmæi'k-
som ])á. I nogle men ikke nxan-
ge tilfælde kan nedsættelsen af
kraften være varig, dei'for b0r
man altid i sin behandling i
det f0rste Y> ár være varsom
og undlade at belaste insuf-
ficiente muskler. Dette foi'kla-
rer ogsá, at man i tilsvnela-
dende aparalvtiske tilfælde,
hvor patienterne derfor kom-
mer tidligt op, vil kunne finde