Læknablaðið - 01.09.1956, Blaðsíða 23

læknablaðið
63
lære op til at bruge fjzídder og'
tæ.er.
Ved optræningen og' revali-
deringen af disse patienter kan
sygeplejersken g0re en stor
indsats. Men det kræver en
særlig indstilling og forstáelse
af spprgsmálet og en stor op-
findsomhed og tálmodighed.
Det er sádan, at det er hurtig-
ere for plejepersonalet selv at
g0re de forskellige ting for pa-
lienten end blot at hjælpe lidt
og vente tálmodigt pá, at en pa-
tient selv skal udf0re dem.
Men f0rst og fremmest kom-
mer det selvfdlgelig an pá pa-
tienternes egen indstilling. De
skal efterhánden acceptere de-
res tilstand og arbejde med pá
at fá det mest mulige ud af de
resterende muskler.
Endelig opstár der for de
vanskeligst stillede patienter
med blivende resiiirationspa-
rese særlige problemer, som
ikke skal drpftes her.
V.
Allerede medens patienten
er i gang med sin optræning vil
man iægge en reliabiliterings-
plan med benblik pá erhverv
v,ed samarbejde mellem ]ia-
tient, læge, socialrádgiver, læ-
vere.
Her er málet at fá patienlen
placeret i et .erhverv, som han
kan beherske. fuldstændigt pá
iige fod med ikke handicappe-
''ede arbejdere. Det er den ene-
ste máde al sikre sig', at lian
stár pá lige fod med arbejds
kammeraterne. Han kan sá og-
sá kræve og fá lige l0n, og han
kan hedre klare sig i konkur-
rencen, for exempel hvis der
bliver arbejdslpshed.
Fpr man lader en mand gá
ud til et arbejde, má man n0je
vide, hvad det gár ud pá, hvad
der skal udfpres gennem hele
dagen. En arbejder, der idvrigt
udmærket kan klare en maski-
ne, kan • máske ikke nogle
gange om dagen rej&e sig og
bære en tung kasse, hvilket vil
sige, at den stilling skal man
ikke anbefale ham til. Men ,el-
lers gælder det, at man forst og
fremmest skal se pá, hvad en
handicappet kan klare og ikke
kun se pá, hvad der er umuligt.
Det,er de færreste arbejder, der
kræver vor fulde fysiske styr-
ke. Desværre er det dog sádan
i mange lande, at de offentlige
myndigheder, kommune og
stat er de fprste til at kræve
fuldstændig normal fvsik selv
til stillinger, hvor det er ganske
unpdvendigt.
De fleste poliopatienters fjr-
siske liandicap bestár i, at de
liar nedsat gangfunktion. Det
gælder derfor om, at man ogsá
sikrer sig, at transporten til og
fra arbejdsstedet kan klares,
det er her, at der ofte ligger det
stprste problem. Selvfplgelig
vil man nu til dags stírge for, at
disse mennesker fár bil og