Læknablaðið - 01.12.1962, Síða 24

152
LÆKNABLAÐIÐ
derfor efter klinisk iagttagelige
insufficienssymptomer, spe-
cielt hviletachypnoe og dárlig
trivsel. Man lægger især mærke
til om tilstanden bedres eller
forværres efter hehandling.Indi-
kationen for at operere de rene
ventrikelseptumdefekter, er sá-
ledes at den store venstre-höjre
shunt belaster hjertet som hy-
pertrofierer og kan gá i insuf-
ficiens, samt at den ogsá he-
laster lungerne, hvad man pá
röntgenfoto ser som en blod-
overfyldning. Denne helastning
af lungerne förer til dyspnoe og
er ársag til komplikationer som
bronchiter og pneumonier, hvil-
ket secundært kan forværre en
pulmonal liypertension. Den
pulmonale hypertension bety-
der umiddelbart at slninten
mindskes, da blodet ikke lölier
sá let gennem lungerne; hvis
hypertensionen bliver meget he-
tydelig, kan ventrikelseptumde-
fekten komme til at fungere
som en sikkerhedsventil, idet
hlodet kan löbe fra höjre til
venstre side, f. eks. ved anstren-
gelser, og man kan i sá fald
ikke operere patienten.
Ved behandling af ventrikel-
septumdefekt med venstre
höjre shunt hos spædhörn, har
man hidtil benvttet sig af en for-
snævring af arteria pulmonalis
ad modum Dainmann-Muller,
modificeret af Albert, hvorved
mindre blod gár gennem arteria
pulmonalis. Denne operation
fölges i 4—8 árs alderen af radi-
kaloperation. Men udviklingen
gár nu mere i den retning, at
man ogsá hos spædbörn foreta-
ger radikal operation pá ábent
hjerte vedhjælp af hjerte-lunge-
maskine.
Ventrikelseptumdefekter med
shunt under 2 mener vi ikke
det er nödvendigt at operere,
mens man f. eks. i Amerika
ogsá opererer disse smá venlri-
kelseptumdefekter. En del af
dem lukkes spontant, antagelig
som fölge af en endocardiereak-
tion pá kanterne som fölge af
den ret store mekaniske irrita-
tion. „Jettet“ fremkalder nem-
lig vibrationer af kanterne, det
er det vi hörer som mislvden.
En anden del af ventrikel-
septumdefekterne bliver relativt
mindre efterhánden som pa-
tienten vokser.
En del af ventrikelseptum-
defekterne er ledsaget af pul-
monalstenose. Pulmonalsteno
sen heskytter lungekarrene og
indikationen for at operere disse
patienter bliver da mere baseret
pá trykforögelsen i höjre ventri-
kel og dennes tilstand. Denne
gruppe ventrikelseptumdefek-
ter kombineret med valvulær
eller infundibulær pulmonal-
stenose gár ganske gradvist over
i Fallots tetralogi, idet graden
af pulmonalstenose bestemmer
om patienterne bliver cvano-
tiske eller ikke. Ved Fallots te-
tralogi (fig. 4) finder man for-