Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 15

13
dømmende. Det område, som den gjaldt for, var forholds-
vis ringe i sammenligning med hele Island. I lighed med
denne lovrette blev der for Island oprettet en logrétta også
bestående af 36 medlemmer. Men man (Ulfljot og hans
rådgiver) fandt på at adskille de to virksomheder, således
at lovretten kun skulde være lovgivende, ikke tillige døm-
mende. Dette viser, hvor skarptseende og omhufyldte de to
mænd var. De har kunnet indse, at en enkelt institution
ikke kunde magte den dobbelte virksomhed i den korte tid,
altinget var samlet. Og derfor henvistes domsvirksomheden
til en særlig myndighed. Når man husker, hvor fastholdende
man var på alt gammelt, kan man let tænke sig, at det
kostede overvindelse at bryde med det nedarvede. Men
klogt var det.
De mænd, som valgtes til lovretten, var alle goder,
d. v. s. tempelforstandere fra landets forskellige dele. Efter
hvilke regler de 36 goder oprindelig valgtes, vides ikke.
Stillingen gik i arv. Så skete der en begivenhed (drabssag)
godt og vel 30 år efter altingets indstiftelse, der bevirkede
en ændring i tilstanden. Den førte til, at landet inddeltes i
4 fjærdinger, og disse atter i 3 ting hver, der hvert skulde
forestås af 3 goder. Forholdene i den store Nordlands-
fjærding førte imidlertid atter til, at denne kom til at bestå
af 4 ting, hvorved man fik 39 goder ialt, der jo alle skulde
sidde i lovretten; men et sådant tal stred imod, hvad man
kunde tåle. Og så fandt man på, at der skulde sidde 4
tylfter i lovretten, idet hver af de andre 3 fjærdinger blev
«på papiret" forøget med et ting. Således kom lovretten
til at bestå af 48 medlemmer. Men da den lovgivende virk-
somhed krævede den største omhu, skulde enhver af disse
vælge 2 „rådgivere" („bisiddere"), som de i hvert enkelt
tilfælde kunde rådføre sig med. Således kom lovretten
til at bestå af 3 X 48 o: 144 medlemmer, hvortil kom