Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Qupperneq 24

22
1270, og det glemtes vist helt i de følgende slægtled. Da
man så i den lærde tid på Island, i det 17. årh., begyndte
at tænke over sagen, opstod den teori, at lovbjærget var at
søge mellem to vandfyldte kløfter noget nord for præste-
gården, ved østkanten af den egenlige slette. Kilderne under-
søgtes ikke kritisk eller sammenlignende. Havde man gjort
det, havde man kunnet se, at der ikke kan være tale om
lovbjærgets plads der. Allerede beliggenheden og især om-
givelserne burde have hindret, at tanken overhovedet opstod.
Visse kildesteder (især i Sturlungasaga) viser med al tyde-
lighed, at lovbjærget var vest for elven. M. a. o. det må
søges etsteds på Almannagjås østlige væg. Her var alle be-
tingelser til stede. Her kunde lovsigemanden og andre rolig
og uforstyrrel (ingen trængsel mulig) fremsige loven og
give meddelelser, og her var, hvad der var af en særlig
betydning, de bedste betingelser for at høre, hvad der blev
sagt, idet den høje væg mod vest kastede ordene mod øst
til forsamlingen, så at den talende aldeles ikke behøvede
at hæve stemmen engang eller anstrænge den i nogen hen-
seende. Jeg har selv talt på et sted dér med min ikke stærke
stemme; hvert ord hørtes af en mand, der sad i præste-
gårdens tun på den anden side af elven.
Man har villet søge lovbjærget et kort stykke nord for
den gamle vej op af kløften, hvor der findes et stykke af
klippevæggen -- ret højt — bevokset med plantevækst, og
hvor der i begyndelsen af det 18. årh. endnu skulde have
været stene, som var til at sidde på; nogle unge mennesker
morede sig desværre med at vælte dem ned og rulle dem
ned i elven, hvor man har villet påvise et par af dem. Dette
kunde tale for, at her var stedet; men som det senere vil
ses, er tilstedeværelsen af disse sten intet bevis. Jordbunds-
forholdene nedenfor taler, som de i hvert fald nu er, ikke
for at søge lovbjærget her. Derimod kan et sted lige syd