Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Qupperneq 38

36
I Resens Descriptio Islandiæ i et Stokholmshåndskrift
findes en lignende tegning, der udtrykkelig kaldes „ældre"
end en anden, som straks skal omtales. Også den fremviser
en rundkres, der betegnes således: Petta heita vebond, dette
kaldes vibånd1). Foran de tre hovedpladser er her én kom-
men til: scribæ fori generalis sedes (altingssekretærens plads).
På den modsatte side indenfor kresen var nu plads for
sagernes parter og vidner: causidici et testes eorum hic
varii conversantur.
Den anden — og yngre — tegning viser en rektangulær
form for lovretten med de samme to indgange og ellers
indrettet ganske på samme måde. Der er kun den forskel,
at den sidste sætning her lyder således: Hic actores et
causidici cum testibus consistere solent, hvilket jo er det
samme. Denne tegning2) gengiver vel bygningen fra 1691
(se nedenfor).
1563 blev der oprettet en overret på altinget; men
denne kom ikke til at virke førend 1593. Dommernes an-
tal, der oprindelig skulde være 24, blev halveret 1735, for
så 1777 at blive bestemt til kun at være 6. Til denne ret
kunde lovrettens og lagmændenes domme appelleres. Endelig
i slutningen af det 18. årh. medførte forholdene, at lov-
retten og dens virksomhed helt ophævedes, overretten flyttet
til Reykjavik — hvorved det gamle alting afsluttede sin til-
værelse på det gamle, minderige sted på Tingsletten. Det
var til slut kun en skygge af sig selv — således plejer
„verdens herlighed" at ende. Endnu kan ingen Islænder
betræde den gamle slette uden at komme i en højtidelig
stemning, uden at mindes det ene som det andet, hvorved
hans tanker sættes i bevægelse snart i retning af gammen,
*) Vibåndene bestod i stænger, der var stukket ned med mellemrum, men for-
bundne med tov hele vejen rundtomkring.
2) Også gengivet i Alt>ingisbækur II, 364, men efter en mindre god original.