Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 40

38
at umuligen kan (jeg) holde min laugtingsprotokol eller de
for laugtingsretten indlagte documenter i tilbørlig stand,
rene og umakulerede, og det formedelst Iaugrettens meget
slette bygning, hvilke, nemlig laugretten, således er be-
skaffen, at for og efter landstinget består hun ikkuns af
bare vægger, henimod al. høje, der ere opbygte af sten
og jord, med 2de huller, een til hver ende, hvor folkene
går ind og ud ad. Når så retten skal holdes på landstinget,
bliver der oprejste 4 og 5 småsparrer, hvorover man siden
dækker med islandske vadmel, men dog intet videre end
som så, at både gavlerne og de bemeldte 2de huller ere aldeles
ubedækkede, så, når det regner, da må ■ både protokollen
og de for retten fremlagte dokumenter blive igennemvåde,
med mindre landstingsskriveren passer dess beder på at
tage sammen i tide, som tit og ofte formedelst regnens
hastighed intet kan lade sig gøre. Ligeledes, når det blæser
stærkt, da fyger dokumenterne langt borte, så man under-
tiden har ondt nok med at få dem igen; så og om man
imidlertid kan af uagtsomhed lægge pennen (o; fjærpen!)
fra sig enten på blækhullet eller en andensteds, da blæser
vinden den borte, undertiden over dokumenterne og proto-
kollen, hvorud over de må blive ganske beklikkede, nu af
vind, nu af vand." Derfor anmoder altingsskriveren om, at
der måtte blive bygget „et skikkelig ting- eller rådhus i en
hast" »såsom der er næppe sådanne en barbare nation at
finde, der jo altid har et skikkelig råd- eller tinghus", eller
at bygningen måtte blive således istandsat, at den var til
at være i1).
De minder, der er knyttede til fristatens alting, er i det
hele lyse og behagelige. De domfældelser, der forefaldt, var
i det hele retfærdige. Ganske vist kunde lejlighedsvis
1) Årbok 1904 s. 27-28.