Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Síða 41

39
uroligheder finde sted og stedets hellighed krænkes ved
blodsudgydelse; men dette skete i det hele meget sjælden.
Anderledes med senere tiders alting, især efter o. 1600.
Her får vi mange mørke og uhyggelige billeder.
1564 var der blevet vedtaget en „dom" a: lov, der
kaldtes Storedom. Den angik „forbrydelser" mod sædelig-
hed, bestemte dødsstraf i lejermålssager mellem kirkelig for
nærbeslægtede. Denne dom og kirkens „nidkærhed" voldte
mange ulykker. Alle de, der (måske selv uden at vide om
noget slægtskab eller brøde) forså sig mod loven og over-
bevistes derom, førtes til altinget, hvor de blev dømte og
aflivede, kvinder ved at blive druknede i Øxaråens sølignende
udvidelse i kløften, der derfor kaldtes drekkingarhylur
(drukningspølen). Mænd blev hængte i en galge, der var
oprejst på holmen, eller halshuggede. Hertil kom så hekse-
bålene i 17. årh., som også Island fik sin andel i. 1 det
hele er det 17. årh. i så henseende en mørk plet i landets,
i altingets, historie. Mellem 20 og 30 personer blev brændte
for trolddom, indtil der 1690 blev sat en stopper for det
hele uvæsen, som især visse præster havde opretholdt.
En ung, begavet mand, Gu9m. Andrjesson, havde kort
før midten af det 17. årh. skrevet en lærd afhandling
(„skoleøvelse") imod Storedom, for at vise dens urimelig-
hed. Han blev fanget, bragt til altinget og landsforvist på
en ret summarisk måde. Sendt til København blev han
indsat i Blåtårn, hvor han sad, indtil det lykkedes Ole Worm
at få ham ud deraf, mod at han lovede aldrig mere at
vende tilbage til Island. Han forfattede et islandsk-latinsk
lexicon, der blev trykt 1683; selv døde han under pesten
1654. Han måtte sande, hvad Ole Worm sagde vittigt:
periculosum est contra eos scribere, qui possunt proscribere
(„farligt at skrive mod dem, der har magt til at „forskrive",
proskribere). Dette billede er for denne tid ret træffende.