Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 42

40
TIDEN 1843—1920
Da altinget ophævedes, var der næppe nogen, der følte
det som en ulykkelig hændelse. Befolkningen var forlængst
holdt op med at besøge tingsletten, og hvad enten domme
blev fældede dér eller i Reykjavik af nogle få mænd, måtte
den i og for sig betragte som noget ligegyldigt. Styrelsen
af landet undergik ikke derved den mindste forandring. I
»Det 18. årh.s eftermæle" har Magnus Stephensen ikke et
beklagende ord til overs for forandringen, hvad man heller
ikke kunde vente af ham. Først da frihedsbevægelserne ved
og efter 1830 nåede Island og Islænderne, var tanken om
det gamle alting en af dem, der kom til at stå i første
række. Der opstod røster, der stillede krav om genrejsning
af altinget. Idealister og digtere ønskede, at det skulde gen-
rejses og afholdes på det gamle sted, Tingsletten. I sit be-
rømte digt, Island (trykt i Fjolnir 1835) mindes digteren
Jonas Hallgrfmsson det gamle alting i højstemte toner, men
med bittert vemod siger han: »oppe på ildlavaen, hvor endnu
Øxarå strømmer ned i Almannagjå, er altinget forsvundet.
Nu er Snorres bod en lammefold, og lyngen på det hellige
lovbjærg (digteren går ud fra det falskt udpegede sted for
dette) blåner (sortnes) af bær hvert år, til leg (morskab) for
børn og ravne. Således er forfædrenes ry faldet i glemsel
og død". 1837 sendte Islænderne kongen bønskrifter om
genrejsning af et ting i landet selv. Dette førte til en kongelig
resolution (1838) om, at der i Reykjavik skulde holdes
møder af embedsmænd for at overveje islandske forhold.
Videre skete der naturligvis ikke, sålænge Frederik d. 6.
levede. Anderledes gik det, efter at Kristian d. 8. var blevet
konge. HansTrisind overfor Islænderne viste sig deri, at han
1843, 8. marts ved en forordning genoprettede altinget, der
skulde holdes i Reykjavik og træde sammen for første gang