Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1979, Blaðsíða 45

33
æ = æ, æ, jfr. nedenfor, er den eneste ligatur med selvstændig
fonemværdi, som anvendes i fragmentet, men der er en udstrakt
anvendelse af andre ligaturer. Ligatur af a og r, c og t, p og p, f og t
forekommer ofte. Ligatur af}) og f indgår i den forkortede skrivemåde for
t»esi ($i) f.eks. Ir5,6 og forekommer desuden i lijrf 1 r 19. Der er
enkeltstående eksempler på ligaturer af h og f hanf lv21, k og f20 ko/mngf
1 v 17, n og f baeiarinf 2v5, og vistnok a og k i vakaberg 1 vi8. En ligatur af
b og g, der anvendes i forbindelse med er-tegn21, forekommer følgende
steder: bergit lvlO, 11,22, tvnfbergf 2r 11, 2vl9b, 25, 28b.
Enkelte ord forkortes med første bogstav med punktum foran og efter:
.t. = til forekommer ofte22, en gang skrives .t. (Irl5). Desuden: ,e. = e{m
lr4, 24, lv28, ,s. = sveRir lrl2, lv35, .s. = sva 3v6, ,f. = fonr 3vl5. En
kombination af denne forkortelsesmåde og forkortelse med er-tegn er .n.
= nicvlaf 2r23. Forkortelsen for byfkvp, b9, er ofte forsynet med punktum
foran (f.eks. 2r9) eller efter (f.eks. 2rll, 3v9).
Oftere forekommer forkortede skrivemåder bestående af et eller flere
af ordets første bogstaver + en forkortelsesstreg, der enten ser ud som
den i fragmentet anvendte nasalstreg eller, mere almindeligt, består af en
skråstreg, som udgår fra et højt bogstav og ender i en lille bue, f.eks. i
birkibewar 2v25, bagiar 2vl8, \>at ofte, iarlinn 3r23, 31, hann ofte, Menn
lr 15, menn lr24, monnvm lr6, hirkiheinar 2vl8.
£ = 1jeir forekommer en del gange, f.eks. Iv26, 3v5 og en gang
forekommer ^a = J)eira 3r 12, men der er ikke eksempler på ]d = |teim23.
Jjeim forkortes normalt med nasalstreg: l^eim.
Bergsveinsson i “t>roun 6-hljo5a i islenzku", Sludia Islandica 14, Reykjavik 1955, s. 15-17,
og af Hreinn Benediktsson i "Old Norse Short e: One Phoneme or Two?”, Arkiv for
nordisk Filologi 79, Lund 1964, s. 66.
20 Ligaturen af k og fer ifølge Ole Widdings artikel "Ligaturer”, Kulturhistorisk leksikon
for nordisk middelalder (KLNM) X, Kbh. 1965, sp. 547 langt mere alm. i norske end i
islandske håndskrifter, hvor dens forekomst antages at være udtryk for direkte indflydelse
fra norsk. Jfr. også Ole Widding i "Et norsk fragment af Barlaams saga”, Mttal og Minne
1963, Oslo, s. 44.
21 Denne ligatur er ikke omtalt af D. A. Seip i Palæograji B. Norge og Island, Nordisk
Kultur XXVIII: B, Uppsala 1954, men den nævnes i EIS s. 54 og i Ole Widdings artikel
"Ligaturer”, op.cit., sp. 547, begge steder med 4b som eneste angivne findested.
22 Om den forkortede skrivemåde .t. = til, jfr. Ole Widding i "Håndskriftanalyser”,
Opuscula I, Bibl.Arn. Vol. XX, Kbh. 1960, s. 85, hvor en række håndskrifter, hvor denne
skrivemåde forekommer, opregnes; flere af disse betegnes som stærkt norvagiserende.
Opuscula VI — 3