Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1979, Blaðsíða 81

69
men er tilføjelser i den tradition, der ligger til grund for de bevarede A-
håndskrifter.
Det væsentligste argument for denne opfattelse må imidlertid være de
tidligere nævnte fælles fejl i E og 81a overfor B. Disse fejl kan ikke være
opstået uafhængigt af hinanden i E og 81a og de er alle af en sådan art, at
de, selv om man ikke havde B-red. som sammenligningsgrundlag, måtte
opfattes som mistænkelige læsemåder, der bedst kunne forklares som
forvanskninger i den skriftlige overlevering. Man må derfor, uanset
hvordan man forestiller sig B-red.'s forhold til A-red., regne med, at E og
81a går tilbage til A gennem det fælles mellemled M. Spørgsmålet bliver
da, om det er muligt at forklare de tilsyneladende oprindelige læsemåder
i B-red., hvis man forudsætter, at dens A-forlæg har indeholdt E-81a’s
fælles fejl. Man kunne godt tænke sig, at forfatteren til B-red. (eller PCI)
havde rettet åbenlyse fejl i A-forlægget, specielt hvis der som ved
affattelsen af B-red. har været adgang til andre kilder. Denne forklaring
kunne gælde for de tre sidste s. 65 anførte eksempler, men næppe for det
første. Her måtte man snarere forestille sig, at en fejllæsning i B havde
tilført teksten en ny og bedre mening, som måske var identisk med den i
A oprindelige.
Accepteres dette forklaringsforsøg, kan der næppe anføres alvorlige
indvendinger mod at amage et for B og 81a fælles moderhåndskrift, M1,
som teoretisk kunne være identisk med B's A-forlæg. Hermed falder
begrundelsen for at antage størrelsen m bort. De overensstemmelser
mellem E og J, der blev anført som argument for m, kan da skyldes, at E
og J har oprindelige læsemåder, mens B og 81a har fælles novationer. Da
den del af teksten, hvor E’s og 81a’s fælles fejl forekommer, ikke er
bevaret i J, må det efter bortfaldet af m være uvist, om J går tilbage til A
gennem mellemledet M. Som ligestillede repræsentanter for A-red. må
man da regne med J, E og M1. Det nærmere forhold mellem disse tre
størrelser lader sig næppe bestemme med sikkerhed, fordi vi i tilfælde,
hvor to af dem stemmer overens overfor den tredje ikke har noget middel
til at afgøre, hvilken læsemåde der er en novation. De tekstkritiske
ræsonnementer OB s. 30-32 har stadig gyldighed i de tilfælde,
hvor B, E (og J) stemmer overens overfor 81a, men ikke hvor B og 81a
stemmer overens overfor E. Den i OB stærkt fremhævede lighed mellem
E og J overfor 81a findes utvivlsomt, men er - når man ser bort fra
navnestoffet - måske en smule overdrevent fremstillet. Der findes flere og
også mere påfaldende eksempler på, at J og 81a stemmer overens overfor