Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.11.1983, Síða 21

XIX
Som folge af Esv’s identificering af Ódáins akr med
den kristne forestillingsverdens paradis kan sagaen
ikke tillægges kildeværdi i forbindelse med en nær-
mere bestemmelse af dette begreb i en nordisk
mytologisk sammenhæng. Det má vistnok bero pá
misforstáelse eller fejltolkning af sagaen, nár man har
villet se det land, som Ev finder pá den anden side af
floden som et hedensk Ódáins akr eller jorð lifandi
manna,* * * * * * * 8 eller nár sagaens ærinde - tilsyneladende ud
fra en lignende læsning - er blevet opfattet som
værende at fremstille det hedenske Ódáins akr som
en blot og bar illusion overfor det kristne paradis.9
1922, p. 252 f., 293 f.; Gustav Neckel, Walhall, Dortmund 1913, p.
66 ff., 73; R. Much, “Balder”, Zeitschrift fúr deutsches Altertum und
deutsche Litteratur 61, Berlin 1924, p. 93-126, 99; Jan de Vries,
Altgermanische Religionsgeschichte 2, Berlin 1957, p. 284 f. En
mere skeptisk holdning kommer bl.a. til udtryk i P. E. Muller og J.
M. Velschow, Saxonis Grammatici Historia Danica, Pars Posterior,
Kobenhavn 1858, p. 131 f.; A. LeRoy Andrews, op.cit. p. 153 f.; P.
A. Munch, Norrene gude- og heltesagn, Revidert utgave ved Anne
Holtsmark, Universitetsforlaget 1967, p. 79.
Angáende sammenhængen mellem Odáins akrAJndensakre og
stednavne se bl.a. Nils Lid, Joleband og vegetasjonsguddom, Oslo
1929, p. 171-72; Anne Holtsmark, “Vitazgjafi”, Maal og minne
1933, Oslo 1933, p. 111-33, p. 120 f.; Jan de Vries, op.cit. p. 285;
P. A. Munch, op.cit. p. 310, 330. Cf. n. 6.
8 Se Viktor Rydberg, TeutonicMythology 1, London 1907, p. 337 ff.;
Howard Rollin Patch, The Other World According to Descriptions in
Medieval Literature, Cambridge - Mass., 1950, p. 72 f.; Hilda
Roderick Ellis, The Road to Hel, A Study of the Conception of the
Dead in Old Norse Literature, New York 1968, p. 190 f.
Misforstáelsen af teksten beror delvis pá en passus i A-teksten,
266-67: “En sa stadr er þu hefir hittan heitir iord lifande manna”,
som efter al sandsynlighed má være en fejl, eftersom den báde
synes at være uforenelig med den snævrere kontekst og med
sagaens brug af udtrykket “j<jrð lifandi manna” i ovrigt, cf. n. 1
ovf. og Appendiks 1, nr. 18.
9 Se Peter Dinzelbacher, Die Jenseitsbrúcke im Mittelalter, Dis-
sertationen der Universitát Wien 104, Wien 1973, p. 64. Denne