Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.11.1983, Page 192

cxc
Esv optager bl. 10r-13r3 i hándskriftet. Sagaen har
mgen overskrift, men muligvis kan nogle mærker i
pergamentet være rester af en overskrift, der ligesom
overskriften til Guðmundar saga har været skrevet
med gult blæk. Sagaen indledes med en ret stor
initial (K) farvet med gront og gult blæk; forste
bogstav i en linje er undertiden rykket ud i margen.
Teksten er uden kapitelinddeling.
Hele hándskriftet er skrevet med én, meget let
læselig hánd; skriften er dog enkelte steder utydelig
pá grund af slid, og pá nogle af siderne, f.eks. bl. lOv,
er pergamentet meget morkt.
Sprogbeskrivelsen ndf. bygger udelukkende pá
Esv-afsnittet i hándskriftet. Teksten indeholder
mange skrivefejl, f.eks. er et enkelt bogstav eller
nasalstreg ofte udeglemt og forkortelsestegn anven-
des undertiden forkert (el. utraditionelt). En række
ejendommelige ordformer, der stár urettede i teksten,
skyldes formentlig fejlskrivning (f.eks. kæreazsta 26,
hvoG ormvm 138, att byrð 194, invm (for inv) 219).
Palæografi.
Accent anvendes ofte som diakritisk tegn over i,
men bruges ikke som betegnelse for vokallængde.
Toetages a er det almindeligste, men a med overste
bue áben forekommer ogsá. Ligaturen aa forekommer
én gang som betegnelse for ‘á’, æ (præp.) 47.6
y er undertiden overprikket, og halen, der kan
være báde hojre- og venstredrejet, er ofte forsynet
med tværstreg.
u forekommer ikke. v benyttes i alle stillinger som
6 Ifolge D. A. Seip, Palœografi, Nordisk kultur 28 B, Uppsala
1954, p. 142, forekommer der eksempler pá aa = á i diplomer og
hándskrifter fra et stykke ind i 1300-tallet (1332).