Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.11.1983, Síða 193

CXCI
betegnelse for ‘u’, ‘ú’ og ‘v’. v er undertiden sá
lukket, at det er svært at skelne fra o; det samme
gælder for v i ligaturen a/.
Ligatur af a og r forekommer interlineært i fam 20
(10rl2).
Ligaturen rj = ng forekommer i fylkirjar 59, fest<i>g-
ar 87, streirjdir 237. Denne ligatur har været regnet
for ude af brug allerede i slutningen af det 13. árh.,7
men den forekommer - i hvert tilfælde sporadisk -
ogsá i det 14. og 15. árh.8
Ligatur af 1 og v forekommer vistnok i tollv 56
(10v3), cf. n. til teksten.
Hándskriftets to æ-typer: æ og œ anvendes som
grafiske varianter som betegnelse for æ < ‘æ’ og ‘œ’.
r rotunda bruges efter o, d, ð, b og undertiden efter
g, þ og toetages a.
s og f er grafiske varianter, begge gengivet s. s
bruges undertiden i initial stilling, især i forbindelse
med forkortelser, og ofte i final stilling, hvor s er den
normale betegnelse for ‘s’ i genitivformer i stillingen
efter konsonant, mens der skrives f efter vokal.
Desuden forekommer s i final stilling i Paradis 167,
250.
Kapitælerne g, m, n og r anvendes undertiden i
initial stilling. Om anvendelsen af G, n og R i ovrigt se
ndf.
7 Cf. Gustaf Lindblad, Studier i Codex regius av Áldre Eddan,
Lundastudier i nordisk sprákvetenskap 10, Lund 1954, p. 38 f. og
(mere forsigtigt) Hreinn Benediktsson, Early Icelandie Script, Is-
lenzk handrit, Series in folio 2, Reykjavík 1965, p. 54.
8 F.eks. i AM 656 I, 4to og AM 325 V, 4to (1. halvdel af det 14.
árh. (?)), cf. Jonna Louis-Jensen, “To hándskrifter fra det nordvest-
lige Island”, Opuscula 7, BA 34, Kobenhavn 1979, p. 219-53, p.
233, og i to diplomer fra 1402, cf. Islandske originaldiplomer indtil
1450, udg. af Stefán Karlsson, EA, A 7, Kobenhavn 1963, nr. 124
og 125 (oplyst af Stefán Karlsson).