Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.11.1983, Side 232

ccxxx
at der iíalge Cederschiölds undersogelser allerede
manglede blade, da hándskriftet blev pagineret.
Om Sth. 7/580’s tidlige historie vides intet med
sikkerhed,28 men Olafur Halldórsson har pápeget, at
Magnús Olafsson pá Laufás efter al sandsynlighed
har haft adgang til Sth. 7 omkring 1633, idet en af-
skrift af tre strofer i Jómsvíkinga saga, forsynet med
dansk oversættelse og latinsk kommentar, som Magn-
ús Olafsson sendte Ole Worm, synes at gá direkte
tilbage til Sth. 7.29
Den antagelse, at Sth. 7 skulle være kommet til
Sverige via Danmark, stammer fra Gödel,30 som
identificerede Sth. 17’s skriver med Páll Hallsson, og
- i og for sig rimeligt nok - konkluderede, at forlæg-
get, Sth. 7, mátte have tilhort Jorgen Seefeld. Otto
Friis er blevet foresláet som tidligere dansk ejer af
hándskriftet.31 Da Páll Hallsson ikke har skrevet Sth.
17, ser der ikke ud til at være nogen tungtvejende
grunde til at antage, at .Jorgen Seefeld har ejet Sth. 7
28 Ólafur Halldórsson har i Jómsvíkinga saga, Reykjavík 1969, p.
10 f., bl.a. pá grundlag af nogle marginalier i Sth. 7, argumenteret
for, at hándskriftet skal være af nordlandsk oprindelse.
29 Op.cit. Magnús Ólafssons original er gáet tabt, men en afskrift
skrevét af St. J. Stephanius er bevaret (Uppsala Universitets
Bibliotek nr. R: 693). Sammenligning af teksterne viser, at Magnús
Ólafssons forlæg næppe kan have været Sth. 17.
30 Fornnorsk-islandsk litteratur i Sverige 1, p. 111 f.
31 Se Jakob Benediktsson, Ole Worm’s Correspondence with
Icelanders, BA 7, Kobenhavn 1948, p. 520, n. til 359,17. Ole Worm
oplyser i brev til Stephanius 1642, at han ikke selv ejer et
eksemplar af Jomsvikingemes Historie, men mener at have set et
hos kansler Friis (“.. . Memini me apud Magnif. Cancellarium
Frisium p. m. integram prisca lingva nostra de iis vidisse historiam
...”). Der synes ikke at være særlig grund til at antage, at dette
hándskrift skulle være identisk med Sth. 7; der kunne være tale om
andre hándskrifter, endog muligvis Sth. 17.