Fróðskaparrit - 01.01.1987, Blaðsíða 130
134
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
linger. Ogsá her er hans vurderinger kor-
rekte.
En virkelig original og arbejdskrævende
kulturhistorisk indsats fra forfatterens side,
og som ikke er nævnt i det indsendte mate-
riale, er en film om korndyrkning i en me-
get isoleret færøsk bygd. Den kan betragtes
som den allersidste mulighed for at bevare
vor viden om en gammel kulturform, eller
snarere et desperat forsøg pá at genskabe
en virkelighed, som aldrig vil genopstá i det
færøske samfund. Denne bedrift er ikke
mindst et bevis pá Jóan Pauli Joensens vilje
og fantasi til at indsamle og bevare alt eksi-
sterende kildemateriale, som kan belyse
fortidlige forhold.
Jeg skal senere reflektere lidt over det,
som efter min mening savnes i hans studier,
og ville kunne komplettere visse helheder
og sammenhænge.
Jóan Pauli Joensens første større viden-
skabelige værk var afhandlingen »Færøske
sluppfiskere. Etnologisk undersøgelse af
en erhvervsgruppes liv« (1975), som han
forsvarede for doktorgraden i etnologi i
Lund.
Selv om denne afhandling naturligvis
ikke indgár som del af det afhandlings-
kompleks, som i dag danner grundlag for
denne disputation, vil jeg dog tillade mig at
have den opfattelse, at den har dannet op-
rindelsen til grundlaget for hele hans senere
forskning.
Man ville nok - sádan lidt maliciøst -
kunne pávise noget manisk i doktorandens
evindelige søgen efter ársager og virknin-
ger i de færøske menneskers kamp mod fi-
sken - og omvendt. Og dog tror jeg ikke et
øjeblik pá, at doktoranden er et manisk
menneske, snarere tværtimod. Jeg ser hel-
lere hele doktorandens virksomhed inden
for sit etnologisk-historiske forskningsfelt
som et bevis i sig selv pá, hvor afhængigt
hvert eneste menneske pá Færøerne var af
fiskeriet. Uden »fisk« ville det være vanske-
ligt at være »folk« pá Færøerne.
Derfor er det for mig at se helt naturligt
og selvfølgeligt, at forholdene i selve ba-
sisøkonomien forgrener sig til alle andre
samfundsforhold. Dette faktum kan man
simpelt hen vedtage uden nødvendigvis at
have et materialistisk-ideologisk historie-
syn.
Selv om Jóan Pauli Joensen nærmest sy-
nes at have taget patent pá relationen »folk
og fisk«, mener jeg, at han undervurderer
fiskeriets betydning i det gamle samfund,
det samfund, som man i færøsk historie-
skrivning og -undervisning har fundet pá at
kalde »bondesamfundet« eller »det gamle
samfund« - efter min mening uberettiget.
Dette skal jeg vende tilbage til.
Jeg skal nu prøve pá kritisk at gennemgá
de enkelte kapitler i doktorandens sam-
menfattede afhandling »Fra bonde til fi-
sker«.
Han begynder med at citere ikke færre
end 4 autoriteter for at have betegnet det
færøske samfund i det 18. árh. for at være et
»stabilt samfund«, præget af »ro og stabili-
tet«, og at landet nærmest befandt sig i en
tilstand af fuldkommen isolation. Jeg tro-
ede ellers, at dr. med. Hans Debes Joensen
grundigt havde gjort op med denne myte i
sin afhandling om emnet.
Jeg skal straks indrømme, at ogsá jeg
som ung historiker har ligget under for den-
ne etablerede historiske myte. Men ved at
gá bag om etablerede autoriteter - til de
virkelige historiske autoriteter: kilderne
selv - báde som levninger og beretninger -
er jeg náet frem til den stik modsatte opfat-