Fróðskaparrit - 01.01.1987, Blaðsíða 135

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
139
en dansk oversættelse af Magnus Lagabø-
ters sákaldte Landslov fra 1274. Den var
naturligvis skrevet i norrønt sprog, som
omkring ár 1600 var blevet nærmest ufor-
stáeligt for de norske lagmænd. Den blev
derfor pá kongens initiativ i 1604 oversat til
dansk. I de færøske lagtingsbøger omtales
den som »den danske lovbog«. Færingerne
havde ikke pá den tid og senere sproglige
problemer med de gamle love.
Denne fejl kunne præses have undgáet
ved at læse, hvad jeg har skrevet om disse
ting.
Endnu mere faretruende bliver situati-
onen, nár præses relaterer sin forkerte Nor-
ske Lov til sorenskriverinstitutionen. So-
renskriverembedet blev ikke etableret i no-
gen som helst forbindelse med Norske Lov
af 1688. Denne institution har en helt an-
den oprindelse, og den gár i hvert fald tilba-
ge til 1584, da den hypokondriske lagmand
Jón Fleinason - broder til søhelten Magnus
Heinason, som blev halshugget pá Slots-
pladsen i København i 1589 - i 1584 bragte
bartskæren Gabriel Mitens med hjem fra
Bergen. For at blive fri for selv at betale sin
livlæges løn, beskikkede lagmanden, som
kort efter blev afsat efter broderens fald,
Gabriel Mitens som officiel bartskær og
»landsskriver«. Om han var den første i
embedet, vides ikke, men siden har der væ-
ret en uafbrudt række af sorenskrivere.
I Danmark gár pligten til at føre tingbø-
ger tilbage til Dronningborg-recessen af
1551 og Kolding-recessen af 1558. I Norge
gár tingsskriverinstitutionen tilbage til
1591. Det kunne tyde pá, at Gabriel Mitens
var den første i embedet; han har ført den
ældste bevarede lagtingsprotokol (fra
1615). Det, som Christian V’s Norske Lov
siger om tingbøger, er kun en gentagelse af
bestemmelsen i Christian IV’s Store Recess
af 1643 om bl.a. gennemdragne tingbøger,
og at der ikke mátte skrives pá løst papir
»og siden det hjemme renskrive«. Denne
fejl kunne præses have undgáet.
Jeg kan som opponent heller ikke undla-
de at kommentere denne sætning (s. 27):
»Embedsmændene, bortset fra lagmanden,
var som regel af dansk eller norsk her-
komst, dog skete det ogsá, at lagmanden
var af udenlandsk oprindelse«.
Dette er stærk overdrivelse af fremmed-
herredømmet (- om det kan være tilladt at
anvende mere moderne anskuelsesvinkler,
som næppe havde nogen større betydning
for de færinger, som levede i det gamle
samfund.) Det færøske element i forvalt-
ningen, eller ligefrem styrelsen, af det færø-
ske samfund var langt større end denne la-
koniske dybsindighed lader ane.
Jeg har undersøgt disse forhold og kan
pávise, at den traditionelle opfattelse, som
præses giver videre, er alt andet end hold-
bar. Før jeg gár over til en nærmere belys-
ning af problemet - og for ikke at volde
præses unødig pine - vil jeg straks pointere,
at hans fremstilling pá ingen máde svækker
soliditeten af hans arbejde. Jeg er naturlig-
vis klar over, at nár forfatteren til et histo-
risk værk skal give især den ikke-kyndige
læser en baggrundsoversigt for at lette for-
stáelsen af selve emnet, er han nødt til at
søge oplysninger hos andre forskere; dette
kender vi alle, som arbejder med historie;
problemet er dog, at læseren stár hjælpeløs
og mener at kunne tro pá noget, som máske
ikke er korrekt. Derfor er det »oprydnings-
arbejde« i Færøernes historie, som netop
Jóan Pauli Joensen er en af hovedeksponen-
terne for, sá vigtigt, nu da vi er begyndt at
gøre færøsk historie til videnskab, og, net-