Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 5

o
med hele den stærkt blandede Befolkning deroppe lever nu ho-
vedsagelig af Garnfangst. Men det er jo Industri. Jeg husker
en Mand ved Egedesminde, en Blanding, som en Vinterdag i
Storm mistede 70 Garn, men Dagen efter satte lige saa mange
ud igen, som en Oktober i fem Aabentvandsgarn fangede ca.
100 store Sæler i mindre end en Maaned. Det er Industri. Det
ligner slet ikke eskimoisk Sælfangst. Men baade han og Sam-
fundet staar sig ved den Maade at drive Fangsten paa. Det
kan enkelte; der er ikke Sæler nok til mange slige Virksom-
heder. De Blandinger, der derfor ikke kan komme i Handelens
eller Missionens Tjeneste, som ikke kan drive Fangst fra Kajak
og som ikke kan faa Lov til at drive andet Erhverv, de bliver
uden egen Skyld til de saakaldte »Pjalte«, der driver erhvervs-
løse om. Men de er Blandinger, Efterkommere af danske; vi
har slet ikke Lov til at lade dem skøtte sig selv paa den Maade.
De vil og kan godt arbejde. En Mand ved Jakobshavn fangede
den første Nat, Hellefisken kom trækkende til Banken, nu sidste
Sommer, ca. 1500 Pd. Fisk. Han brugte Langline, som først
i de seneste Aar er set af Grønlænderne, idet Fiskeriekspedi-
tionerne naturligvis brugte dette Redskab. Han har straks taget
det op. Og han maa have ligget paa Vagt den Nat, da Fisken
kom. Han var ikke doven. Der er adskillige som han. Og
vi kender jo ikke Mulighederne, før de bliver prøvede. Jeg
kan tilføje, at denne samme Mand en Dag maatte betale en
høj Pris for at faa Post sendt til Nabokolonien, fordi Fiske-
krogene ved Jakobshavn var slupne op. Handelen havde ud-
sendt altfor faa.
Der er endnu en Side af det økonomiske System, jeg maa
nævne. Det er det regelmæssige aarlige Underskud. Det
mærkes tydeligst i Danmark og i den danske Statskasse, men
det har den Betydning for Grønland, at det skaber Usikkerhed,
Utryghed i alle Forhold. Underskuddet, som jo ikke er tilfæl-
digt, men kommer igen Aar efter Aar, er et talende Vidnesbyrd
om, at det økonomiske System ikke duer. De danske Bevil-
lingsmyndigheder har aldrig vist sig karrige overfor Grønland.
Og vi beder dem: Vær det heller ikke fremdeles overfor Krav
paa Udgifter, der sigter til Fremme af den almindelige Kultur
og Velstand i Grønland. Men der er ingen Mening i at øse i
et bundløst Kar, som der ingen Udsigt er til at faa Bund i,
hvis det nu herskende System skal vare ved. Er der da en