Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 91

— 91
flere Høvdinger forsynedes baade med Stav og Medailler med
Christian den Ottendes Billede, og den, ogsaa i Grønlands Hi-
storie meget bekendte Naturforsker Dr. Rink med flere blev
der ovre for at lede Anlægene, mens »Galathea« gik videre paa
sin Fart omkring Jorden; men Kolonisationen blev til intet, de
efterladte blev under Treaarskrigen hentet tilbage af Korvetten
»Valkyrien« og umærkeligt gled Nikobarerne ud af Danmarks
Eje, over til Englænderne. Er der nogensinde sluttet nogen Købe-
kontrakt om dem? Der er vist ikke ret mange, der kan svare
herpaa; umærkeligt er Ejendomsretten gledet fra os, og Navnet
»Galathea«-Floden er maaske nu det eneste Minde om de dan-
skes Besiddelse af disse rige Øer. En dansk Familie, Roepstorff,
har i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede været bosiddende
der, ligesom der ogsaa en Gang i første Halvdel af nittende
Aarhundrede var en Smule dansk Mission, en Pastor Rosen,
men nu findes næppe flere af vore Landsmænd derovre.
Kunde dette dog ikke siges at være et syndigt Sløseri med
en værdifuld Koloni? »Sporene skrækker«; og det kunde let
være gaaet paa en lignende Maade med de dansk vestindiske
Øer, hvis ikke det foreslaaede Salg var bleven forkastet; netop
dette satte Fart i de dygtige Mænd, ikke mindst Landstings-
mand Holger Petersen og Konferensraad Heide har siden den
Tid sat meget ind paa at bringe Øerne frem. Det kunde være
interessant atter en Gang at besøge de dansk vestindiske Øer;
nu er det syvogtyve Aar siden, den, der skriver dette, var der-
ovre som værnepligtig Orlogsgast med den gamle, smukke Kor-
vet »Dagmar«, der for nogle Aar siden »er gaaet i Spaane-
haven«.
Da vi laa med Korvetten ved Messina i December Maaned
1883, udbredte sig det Rygte, at vi skulde afbryde Middelhavs-
togtet og gaa til Vestindien, hvor der skulde være udbrudt nogle
Forviklinger mellem de danske Myndigheder og det evig uro-
lige Haiti. Glæden over denne Forandring i Togtets Plan var
næppe stor, hverken mellem Officerer eller Mandskab. Vi menige,
der jo hver havde sin Plads i Livet at vende tilbage til, naar
vi havde betalt vor Skat til Fædrelandet, brød os ikke om at
ligge længere inde, og dette kunde godt hænde. Fregatten »Jyl-
land« havde jo under Negeroprøret i 1878 maattet blive der-
ovre i en halv Snes Maaneder, og hvem kunde rigtigt vide,
hvad der egentlig var paa Færde derovre? Vor Chef var Kap-