Atlanten - 01.01.1911, Blaðsíða 189

— 189 —
tænkes end beskrives. Denne Race, som man passende kan kalde
Panamaracen, var ikke egnet til Kanalarbejdere, saa meget mere,
som de fleste af dem var febersyge, ødelagte af Dysenteri, Kopper
og andre Tropenederdrægtigheder og befængte med Alverdens
Laster, af hvilke en ganske fabelagtig Dovenskab var den mest
fremtrædende.
Kommer saa endelig til Franskmændenes andre Trængsler
den, at den fugtig tunge, knugende hede Tropeluft, som hvilte
over Panama, udmarvede de hvides Ben, gjorde Blodet tyndt og
hurtig bragte dem paa Hospitalet eller i Graven, begynder man
at kunne forstaa — om end ikke tilgive —, at de lod Daleren
ryge og Champagneproppen knalde, forskrev Skibsladninger af
skønne Kvinder fra Frankrig og levede i et eneste kæmpemæssig
dampende Bakkanal. Herregud! i Dag rød, i Morgen død! Vi
gaar i Døden — Pokker med det! Men leve vil vi, saa længe
vi kan tylle Champagne i Halsen og favne vor Pige og se ud af
Øjnene! Kanalen skal bygges, men den koster vort Hjærteblod,
og det er dyrt! Ja, saa dyrt er fransk Hjærteblod, at Selskabet
spillede Bankerot.
Franskmændene drog bort fra Panamatangen, og Tragedien
var jo desværre endda ikke dermed til Ende. Men hvorledes
Ordet »Panama« under den Heksesabbath af Skandale, som ud-
spilledes i selve Frankrig, blev til Betegnelsen for noget rigtig
forbryderisk og har holdt sig som saadan lige op til vore Dage,
det kommer jo for saa vidt ikke Panamakanalens Gennemførelse
ved og kendes jo for Resten ogsaa saa godt af alle og enhver,
at jeg ikke her skal spilde Tid paa at genopfriske den uhyggelige
og bedrøvelige Historie.
Paa Panamatangen blev Franskmændenes Spor snart udslet-
tet. Tropeklima udvisker hurtigt. Det mest synlige var i lang
Tid de utallige smaa Grave, som indrammede det, der skulde
have været en Kanal. Men ogsaa de smaa Trækors dinglede til-
sidst om i Mudderet og raadnede op. Ude paa Kirkegaardene
stod Tragediens synligste Beviser i Form af kostbare Gravminder,
som Venner og Slægtninge hjemme i Frankrig havde rejst over
de unge, der satte Livet til i Eventyret. Hele franske Familier
var jo uddøde i Panama.
Længst holdt sig fra Franskmændene de Bygninger, som de
havde rejst, ikke mindre end ca. 2000 ialt. Af disse var Admini-
strationsbygningen i Panama, de fortræffelige Hospitaler i Pa-